blog top

12 februar 2008

Min Compex pt. II...

Første gang jeg stiftede bekendtskab med en elektronisk muskelstimulator, var på en mountainbiketur til Tjekkiet et par år tilbage, hvor DMK's omvandrende sjofelhed Jens Abrahamsson, i et mix af smerte og velbehag lå og vred sig, imens drengene lumsk justerede op og ned på muskelstimulatorens impuls styrke - Haa haaaaaaaa!

Sidenhen købte jeg min egen muskelstimulator, som dog i lange tider er endt med at ligge ubrugt hen, og kun fundet frem når benene har været rigtig trætte og ømme (se tidligere indlæg).


DMK's Jens A. i færd med at muntre sig med Compexen

Men årsagen til dette indlæg er egentlig, at jeg for første gang rigtig har oplevet Compexens magiske restitutions evner... i en slags spektakulært Floyd Landis'sk bjergetape comeback. Efter en uge med masser af træning som afsluttedes med 3,5 timers mountainbike lørdag og knap 4 timer søndag, var mine ben søndag aften tunge som rådne bundgarnspæle i en vinterkold Køge bugt.

Så for første gang i lang tid fandt jeg Compexen frem, fik placeret elektroderne og så kunne jeg ellers blot lægge hovedet tilbage og nyde en omgang aktiv restitution. Efter halvanden time på massage/restitutions-programmet var fornemmelsen af træthed og ømhed i muskulaturen betydeligt aftaget. Men den største overraskelse indtraf mandag morgen, hvor muskelømheden og trætheden ofte er tiltaget i styrke og en rask cykeltur på vej til studiet afslører, at der ihvertfald ikke er spurtklare Petacchi ben den dag!
Men nej nej og atter nej... mine ben var overraskende friske og kun minimalt ømme - helt utroligt!

Hvor meget der så reelt er Compex'ens fortjeneste og hvor meget der kan tilskrives psyke, kost, søvn og tilfældigheder kan jeg ikke redegøre for, men blot nøjes med at konstatere at jeg aldrig tidligere er blevet så hurtigt frisk igen, som efter at have brugt elektronisk muskelstimulation. Ifølge Compex er forklaringen følgende:

"The increase of blood flow in any tissue and in any muscle in particular, allows the athlete to speedily restore the function and balance of the cells and the interstitial fluid.
In fact, with the increase in blood flow, toxin elimination is accelerated as well. Both the ionic balance and the reserves of glycogen are restored more rapidly. This process of restoration occurs easiest when there is an intake of nutrients such as water, mineral salts and carbohydrates".
Læs mere her...

De fleste muskelstimulatorer giver mulighed for at benytte en lang række forskellige programmer, fra styrketræning, massage, restitution til genoptræning. Styrketræning og programmer der sender en relativt større mængde strøm igennem muskulaturen, kan jeg dog bestemt ikke anbefale... man skal næsten være lidt af en sadomasochistisk østtysk atlet, for at kunne nyde sådanne aldeles ubehagelige programmer! Jeg tror det i FN regi ville kunne karakteriseres som "tortur"?

Men enden på historien er, at elektronisk muskelstimulation virkelig synes at have en overvældende positiv effekt på restitutionen... så hvis I nogensinde får lejlighed til at prøve det ved et stævne eller lignende, så gør det endelig!

Afslutningsvis er der blot lige at tilføje, at jeg ikke ejer en skjult aktiepost i elektronisk muskelstimulations-branchen... hvis der skulle være tvivl om mine motiver:-)!

Ingen kommentarer: