Polar Craft Challenge...

Søndag var dagen hvor Gribskov MTB bød op til dans med Polar Craft Challenge og for mit vedkommende havde jeg meldt til 90 km distancen. Vejret var ligeledes fantastisk og kunne ikke ønskes bedre og jeg tror faktisk, at det var første gang i år at jeg kørte uden knævarmere og vindvest i skoven:-)!

Da løbet startede allerede kl. 9 var det ukristeligt tidligt op, spise morgenmad, pakke gear og så vente på min chauffør og kompagnon på turen, Jens (som jeg også var på Mallorca med i foråret og cykle) for at begive os til Gribskov i nordsjælland. Vi fik hurtigt "tjekket ind", klædte om og rullede lidt varme i benene inden starten blev skudt afsted.


Foto: Jens Thomasberg

Kl. 9 blev feltet sendt afsted, med 90 km rytterne startende forrest i feltet, dernæst 60 og 30 km rytterne. Som altid er det lidt kaotisk i starten hvor det gælder om at finde sig en god placering inden man rammer singletrack sporene. Derefter gik det slag i slag og der opstod en masse små grupper, jeg sad på første omgang bagerst i en 7 mands gruppe, men efter 20 minutter blev jeg utålmodig, for selvom der blev kørt stærkt havde jeg overskud til at presse tempoet lidt mere. Så på en bakke tog jeg den venstre om hele gruppen og havde egentlig regnet med at andre ryttere ville følge med, men det skete ikke og derefter sad jeg alene.

Langsomt kravlede jeg fremad og fangede med jævne mellemrum enkelte ryttere på ruten og på et tidspunkt en T-Bikes rytter (jeg tror han var svensk), og vi skiftedes til at tage føringer og holde tempoet oppe.
Normalt har det ikke så stor en effekt at ligge på hjul ved MTB løb, men til et løb som dette hvor der er mange længere gruspassager og hvor hastigheden flere steder kom op på 40-45 km har det stor effekt. Ligeledes har det en motiverende effekt og sørger for at man ikke "falder af" på den.
Efter et stykke tid sammen med "svenskeren" kunne han ikke følge tempoet længere, og jeg var derefter igen alene på ruten og kørte langsomt et par ryttere ind.

På slutningen af anden omgang kom en rytter fra HMTBK op til mig og to andre ryttere. Han overhalede os og ville vide hvor langt der var op til de forreste. Jeg satte mig på hans hjul og efter et stykke tid var vi kun os to. Da vi kom ud på et åbent grusstykke kiggende han på mig og sagde "du ser frisk ud, skal vi gi' den et nøk mere"... jeg svarede bare "jep" - meget velartikuleret!

Vi skiftedes derefter til at give den fuld gas og der var noget der satte sig dybt. På vej ude på tredje omgang kørte jeg ud foran HMTBK rytteren og en T-Bikes svensker, vi fulgtes lidt videre men efter et stykke tid havde jeg ikke overskud nok til at holde tempoet. Jeg fandt min egene rytme og lå længe alene. Jeg fangede løbende 2-3 andre 90 km ryttere og kørte forbi dem en efter en, da jeg - selvom jeg var godt stegt - kunne høre på deres vejrtrækning og se på deres ansigter, at de var helt tømte og ikke ville svare tilbage på selv det mindste lille angreb.


Foto: Jens Thomasberg

Derefter forsøgte jeg blot at holde en stabil pace resten af vejen til mål. Men jeg fik på et tidspunkt helt vilde kramper i venstre lår og især på indersiden af låret. Jeg måtte stoppe helt op og stå og forsøge at strække låret, men jeg kunne overhovedet ikke kontrollere kramperne, som nærmest mindede mere om voldsomme spasmer - uhhh der var langt hjem til sidst og især fordi min cykelcomputer viste at jeg havde kørt 95 km!
Jeg kom dog op på cyklen igen, og skulle krydse et jernbane spor... i bedste Paris Roubaix stil, kom der et tog og jeg blev stoppet af to banevagter og måtte vente. Selvfølgelig kom en rytter bagfra op, da jeg stod og ventede - øv!

Men forsøgte at gøre mig bred på den sidste del af sporet og de sidste 200 meter på vej mod mål, gav jeg den lige det sidste gas i pedalerne... han skulle jo nødig havde fornøjelsen af at vinde én placering, inden for de sidste par hundrede meter - det lykkedes heldigvis!

I mål var jeg virkelig tømt for kræfter og træt og endte på en 17 plads. Jeg mødte min kompagnon Jens som sad og guffede sig i sandwich'es og kolde substanser. Jeg fik lidt at spise og masser at drikke og kom lige til mig selv igen.
Det var virkelig et hårdt men godt løb, jeg lå i min AT zone 4 timer i stræk og selvom det var en tonser-rute, så var der stadig masser af rødder og bumlede spor, som efter et par timer virkelig sætter sig i lændemuskulaturen, så man ligner en anden krumrygget Quasimodo når man endelig stiger af cyklen i mål.


Dagens anstrengelser...

Iøvrigt var det også mit første løb på min nye Cannondale ramme, Taurinen... og det er som at sidde fastspændt på en raket - fantastisk! Og så skader det jo heller ikke at den behager øjet... man er vel æstetiker!

Men dagens allerbedste overraskelse var dog at jeg vandt en lodtrækningspræmie - et pivfrækt Polar CS300 pulsur - WUHUUU! Jens kørte mig derefter hjem (tak for det) og sluttede af på manér, med sine store pimpede alufælge, at køre min hvide Team Lefty jersey over på parkeringspladsen - den er efter en god vask nu blevet hvid igen og uden spor af brede dæk! For som vi siger i Team Lefty: "Siden hvornår har hvidt ikke klædt en gentleman"?