Cannondale - cyklernes Apple?
Tidligere havde jeg en Fondriest racercykel, og var egentlig glad for den, selvom den egentlig var lidt for lille til mig. Det sidste jeg skulle have, hvis jeg nogensinde skulle skifte min Fondriest ud, var da en Cannondale! Men man har som bekendt et standpunkt til man tager et nyt, som Hans Otto K. engang har belært dansken med.
Jeg har altid været skeptisk omkring Cannondale... egentlig ikke skeptisk over kvaliteten af deres cykler og deres mytologiske aluminiums-arv, men mere skeptisk overfor at mange af deres produkter aldrig har været særlig kompatible med andre komponenter som f.eks. deres gafler, styrfittings, kranksæt osv. Bare synet af deres Lefty forgafler (de et-bennede sataner), kunne få mig til at gyse... det ser da mærkeligt ud og holder det mon... og deres specielle kranksæt med lejerne presset direkte ind i stellet... G'sus, nogle idioter var min holdning og hvorfor skulle det være så anderledes?
Men efter igennem længere tid at have snuset rundt hos min gode ven Søren som ejer Louis Cykler, og som er Cannondale-mand, så er jeg langsomt blevet mere imponeret over Cannondales unikke evne til at tænke innovativt og anderledes. En tankegang som dikterer at cyklen må anskues som en samlet helhed, og at der ikke blot bør fokuseres på delene hver for sig. Kort sagt; kan "cyklen" blive bedre hvis vi vælger at lave en anden løsning end hvad der er kompatibelt med markedets gængse produkter og standarder, så fuck det, så gør de det på deres måde og bryder med at deres produkter så ikke passer med andre fabrikanter og andre cykler, selvom Cannondale med den approach uden tvivl har vidst at det ville indskrænke kundegrundlaget, men alligevel har valgt ikke at gå på kompromis - ligesom jeg selv tidligere var "bange" for det anderledes!
Men pludselig slog det mig, at alt hvad jeg respekterer omkring Apple (og grunden til at jeg har været Apple bruger i 10 år) som netop også er klassens udbryder og innovator, med også at tænke produktet under helhedstanken, og ikke blot at levere f.eks. computere, skærme eller software som alle mulige andre gør... men istedet lave hele pisset selv, for kun på den måde bliver produktet allerbedst! Derfor undrer det mig at så få andre producenter, ikke også skeler til denne kompromisløshed. Men når alt kommer til alt vil man vil helst have et så bredt publikum som muligt. Specialized er dog også så så småt begyndt at lege lidt med egne kranksæt med integrerede lejer - som cannondale har gjort det i årevis. Men når man så satser alt, så vælter hele pivtøjet også hvis det går galt. Men for tiden synes det da vist at gå ganske udemærket for både Apple og Cannondale. I min store begejstring for Cannondales tankegang, deres "aproach" og lækre produkter, har jeg derfor også taget det fulde skridt, så jeg nu kører Cannondale både i skoven og på landevejen.
Med fare for at mit indlæg kan læses som et reklameindslag, vil jeg lige skynde mig at tilføje, at Cannondales filosofi blot er det som virker mest rationelt og gennemtænkt i mine sensible metroseksuelle mands-ører - andre er højst sandsynligt rygende uenige... men det skulle da også være mærkeligt andet, når man går mod strømmen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar