Dustcup: 1. afdeling...

Så er første afdeling af Dustcuppen overstået, og for mit vedkommende var det første gang jeg deltog. På en dag med fantastisk vejr kunne cuppen også med rette kalde sig "Dust" til fornavn, for efter 5-6 dage uden regn og med masser af sol var skovbunden knastør. Mit dækvalg var måske også lige en tand for defensivt, men da jeg skiftede dæk allerede i søndags var en Palermo-roleur som mig desværre for doven til at smide et par mere tørvejrs-agtige dæk på igen - så jeg valgte at køre løbet på et sæt Nobby Nic's.

Startboks 3...
Nå... men til selve løbsberetningen. For at starte med begyndelsen, var jeg meget i tvivl om hvilken startboks jeg skulle placere mig i, da jeg ikke har kørt Dust eller Slushcuppen tidligere. Det glæder selvfølgelig om at finde en placering fra start hvorfra man ikke ender med at blive overhalet konstant - så hellere være starte lidt længere tilbage og gøre sig nogle erfaringer om hvor man skal placere sig næste gang.

Så sammen med min næsten nabo, Martin Rommedahl, valgte vi at stille os i startboks 3, med ca. 100-130 ryttere op til fronten, hellere overhale andre i første løb end selv at blive overhalet - et lidt konservativ valg, men som sagt var det første gang jeg deltog.

Starten...
Efter Bo "ex-Formand" Vestergaards muntre jyske landmands peptalk gik starten og på sædvanligvis var der vild positionskamp og kaos i feltet. Jeg tror jeg var mest bange for at få revet bagskifteren af, fordi vi lå så tæt i feltet. For at sprede feltet ud inden de rigtige spor begyndte var der lavet en snedig lille chikane, som fungerede som en tragt for det store felt - smart.

De første ca. 30-45 minutter var præget af at jeg lå i voldsom trafik, og der var svært at få lukket rigtigt op for gashåndtaget da feltet simpelthen lå som perler på snor. Hvorend der var bare en lille smule plads, brugte jeg enhver lejlighed til at passere de forankørende, men de mange små accelerationer og overhalinger kostede unødigt mange kræfter og sænkede tempoet. Efter ca. 2 omgange var der faldet lidt mere ro over feltet, og det blev nemmere at overhale og holde en mere stabil pace.


Foto: Jonas Lüttichau

Styrt i grøften...
På 2-3 omgang og i fuld fart på vej gennemi "grøft klassikeren" i Geels skov, bemærkede jeg at der stod nogle folk og "snakkede"? Først efter løbets afslutning blev jeg opmærksom på at det var en kvindelig rytter som var styrtet, og endda så alvorligt at hun måtte afhentes i ambulance. Heldigvis var DMK's gentleman extraodinaire Steen Go'e Ben på stedet, og han eskorterede hende til hospitalet og kan berette at hun til trods for nogle alvorlige skrammer i ansigtet, har det "nogenlunde" - stor respekt til Steen og alle jer som hjalp hende!

Løb tør for væske...
Jeg nåede over målstregen til fjerde omgang i tiden 1 time og 14 minutter, hvilket betød at jeg skulle ud på endnu en runde. Faktisk følte jeg mig super frisk og med mere og mere overskud jo længere hen i løbet vi kom - jeg tror sådan set sagtens at jeg kunne have kørt en runde eller to mere med åbne sluser!

Uheldigvis havde jeg kun havde én vandflaske på cyklen (pga. defekt dunk holder skrue), så ved starten af 4. omgang, var jeg løbet tør for vand. Heldigvis (for mig) taber mange deres dunke undervejs, så jeg stoppede på sporet og samlede en halvfyldt dunk op, hvilket var perfekt for lige at nuppe den sidste runde.
Det var også sjovt at hver gang jeg passerede et bestemt sted på ruten, stod DMK's Mette Høgsberg og heppede med sin søde jyske accent - "dæt gååår da godt Laaars, kom sååå":-)!


Foto: Noppenau.biz

Sidste omgang...
MIn sidste omgang var ét stort overhalingsshow af ryttere, som var bagud med en omgang. På det tidspunkt var det fleste trætte, så det gik relativt nemt at overhale folk som også flyttede sig uden problemer og endda havde overskue til at hilse og smile - jeg gjorde det samme:-)!

Da jeg kom i mål efter 4. omgang, havde jeg ingen idé om hvor i feltet jeg var placeret, ikke andet end at jeg syntes at have overhalet ryttere i en uendelighed. Min slutplacering blev således nr. 44, hvilket jeg er tilfreds med i min Dustcup debut. Næste gang vælger jeg dog at stille mig i startboks 1 eller 2, for ikke at skulle overhale så meget, og måske kan man være heldig at kravle lidt længere op på resulatlisten?

Den gule hjelm...
Efter løbet var der lodtrækningspræmier og lejlighed til at hilse på venner og klubkammerater. Jeg var faktisk så heldig at vinde en drønfræk gul Bern hjem. Faktisk kunne den præmie ikke falde på et meget tørrere sted, for jeg er faktisk af min kæreste gennem længere tid blevet tudet ørene fulde om, at jeg skulle købe mig en cykelhjem til når jeg færdes i byen - perfekt.

Pulsen op...
På min træningstur til mallorca i påsken var det genstand for stor undren og sjov, at selvom min maxpuls er på 193 og min hvilepuls på 45, er jeg ikke særlig god til at få min puls tilstrækkeligt højt op ved belastning og udnytte mit pulsspektrum. På pulskurven fra Dustcuppen i går afsløres det, at min gennemsnitspuls var på 164 slag - den må kunne presses væsentlig højere op!

Jeg skal dog deltage i en test hos AimHigh i starten af næste måned og påbegynde træningsvejledning hos dem, så måske er det vejen frem for at udnytte mine resourcer bedre? Mere herom på et senere tidspunkt...


Min pulskurve for Dustcup afd. 1 - ikke helt i top...

Ellers er der blot at sige tak til alle dem som gjorde Dustcup løbet til en super event - TAK!