blog top

09 april 2008

Forår i luften...

Onsdag morgen blev jeg vækket kl. 6.50 af et næsten bibelsk hav af solstråler, der sneg sig gennem sprækkerne mellem gardinerne, og som næsten symbolsk signalerede til Moses på bjerget (læs Kanonkuglen), at i dag var cykelvejr for en kuldskær storby roleur som mig.



Så jeg skyndte mig at stå op for at komme afsted, mens der stadig var sol på himlen, spise mine havregryn og en appelsin, fylde vand i dunkene, på med cykeltøjet, bananer i baglommen, olie på kæden, på med Ipod'en og så afsted ud af storbyens smogfyldte cementkvarterer. Ud på landevejen hvor man hilser på hverandre, blinker til en spurv og smiler til en hjort.

Det blev til tre gode timer i sadlen, og jeg kan uden dårlig samvittighed relaksere mit legeme resten af dagen, da jeg har fri fra studiet og ikke skal læse - wuhuuu!

Ellers kan jeg berette at jeg synes at mine forberedelser til H12 og Nordic24 også skrider stille og roligt fremad. Jeg kan bestemt ikke sige, at det har gået helt som planlagt, da især mit studie i perioder har krævet meget tid. Jeg har også et par gange de sidste 4-5 måneders tid haft kortere perioder, hvor jeg har døjet lidt med at holde motivationen oppe. Dette kommer dog oftest efter et par uger med meget træning, men de mange grå og kolde vinterdage har også gjort sit til at lægge en dæmper på lysten til at hoppe i sadlen. Men i det store hele skrider det langsomt fremad...

2 kommentarer:

mindblob sagde ...

Hvor gik turen så hen?

Kanonkuglen sagde ...

Turen gik såmænd til Nordsjælland: Fra Amager, over Espergærde, Hørsholm, Lyngby og Gentofte:-)!