blog top

11 marts 2009

Nekrolog: En rouleur takker af...

Som var det en begravelse for en gammel ven, så er det med vemod at jeg efter to år og 330 blogindlæg som Kanonkuglen har valgt at takke af - for denne omgang ihvertfald!

Beslutningen har været undervejs igennem længere tid. Til tider har jeg følt mig som en udslugt kunstner, der er begyndt at tabe ordene og gentage sig selv og samtidig synes jeg, at der har været længere og længere imellem de gode historier, der tidligere gjorde bloggen levende og interessant.

I løbet af de år, jeg har haft denne blog, har det været en velbesøgt blog og været et medie hvorigennem jeg har kunne udtrykke mig om alt fra min Cannondale passion, lir og gear til, løbsberetninger og især vandrehistorier fra en mudderforskrækket rouleurs univers.


Kanonkuglen - nu fortid...

Bloggen har i løbet af de to år, den har været aktiv, også fungeret som et fantastisk medie hvor igennem jeg har lært en masse andre mennesker at kende og omvendt. Forhåbentlig har det været en underholdende og meget ærlig blog at følge med i, om mit ydmyge cykel-liv på første klasse (læses med humor) og succeser og fiaskoer - det har ihvertfald været underholdende periode for mig som blogger:-)!

Som med alt andet der forandres, så er jeg idag også et andet menneske end for to år siden, da jeg startede med at blogge. Jeg har bl.a. fået et barn, hvilket har gjort mine tidsmæssige prioriteringer anderledes, da der kun er uforskammet små 24 timer i døgnet og så ambitiøst meget jeg gerne vil nå!
Fremover vil jeg derfor i endnu højere grad koncentrere mig om min familie og venner, studie og så stadig træne og cykle rigtig flittigt - der venter stadig et Transalp i juli måned, og der skulle jeg gerne være super fit!

Så TAK for denne gang til alle jer, der har fulgt med på bloggen i løbet af årene. Måske vender jeg tilbage som blogger igen i fremtiden - hvem ved? Jeg lader dog bloggen stå i en rum tid endnu, hvis man skulle have lyst til at læse de gamle indlæg eller søge info om dette eller hint. Skulle man have lyst til at kontakte mig, kan I skrive til mig på lars(a)kanonkuglen.dk

R.I.P. Kanonkuglen 2007-2009...

02 marts 2009

Camp Mallorca 2009...

Efter en stille uge på bloggen hvor jeg jo egentlig havde lovet "Live Blogging" fra Camp Mallorca, kommer så endelig en lille billedreportage fra min tur sydpå. Grunden til at jeg ikke fik blogget live fra øen skyldtes, at det var lidt sværere at komme på internettet end jeg havde regnet med - hotellet var ikke helt up to date kan man roligt sige!

Turen til Mallorca var en del af en formopbyggende plan her tidligt på året inden der skal køre løb senere på året og Transalp til sommer. Ligeledes er det også fantastisk at komme lidt væk fra slud og sne i Danmark og finde træningsglæden igen, når man er ved at være træt af vintertræning - turen var altså en slags "trænings kødben"! Og hvilken fantastisk følelse det er at komme fra sin vinteracer i DK (som iøvrigt er blevet stjålet) til en rigtig top trimmet rouleur bike under sydens sol.

Vi havde base i Palmanova ca. 7-8 km fra Palma på et 4-stjernet hotel som mest af alt var et refugium for folk over 65 år - så vi mødte ingen andre cykelryttere eller andet godtfolk der kunne tåle at røre sig med puls 100 eller derover på vores hotel. De fleste af vores ture foregik på den nord-vestlige del af Mallorca i det fantastiske landskab langs bjergryggen samt langs den smukke kyst mod nord.
Vi holdt i alt to hviledage på turen, men var ellers flittige med over 30 timer på de små Mallorcanske landeveje som bød på masser af stigninger med mere end 14.000 højdemeter og knap 900 kilometer i benene.

Ellers kan jeg ikke berette andet end at vi som natural Rouleurs førte os frem i hver en lille flække vi kørte igennem med både komplimenter til byens mørkhårede skønheder, drikkepenge til tjenerne hvor end vi gjorde holdt og alt sammen i et extravaganza af lir, barberede ben og charme.

Men billeder siger mere end tusinde ord... så fra mig til jer, en lille billedreportage fra øernes ø - Mallorca.