blog top
Viser opslag med etiketten Team Ride4Fun. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Team Ride4Fun. Vis alle opslag

11 november 2008

Løbsberetning: Slushcup - afd. 1

Så blev det endelig tid til at tage hul på Slushcuppen 2008/2009, hvor jeg som noget nyt kører i gule/hvide/sorte farver for motionsholdet Team Ride4Fun, hvilket jeg vist har nævnt tidligere her på bloggen, se indlæg her...

Prolog
Som noget helt nyt og noget jeg virkelig synes er en god og sjov idé havde Slushcup teamet, i bedste Tour de France stil, indført en prolog inden den første regulære løbs afdeling der fandt sted dagen efter i Rude Skov nord for København. Prologen blev afholdt på de mudrede og stejle bakker omkring Herstedhøje i Glostrup.


En T-Bikes rytter på vej op. Foto: Bo Skakke

For mit vedkommende gik prologen OK, dvs. jeg havde ingen fald eller styrt i det opkørte og mudrede underlag, hvoraf især nogle af nedkørslerne var meget glatte og potentielle Man-Eaters - se TeamHustlers skønne crasharkiv fra Herstedhøje her:-)!

Jeg blev sendt meget tidligt afsted og jeg kender efterhånden mig selv så godt at jeg ved at jeg ikke er nogen enkeltstarts rytter, men en langsom starter. Jeg havde heller ikke fået varmet op så meget som jeg burde (dovenskab), så da jeg blev sendt afsted syntes jeg allerede efter 300 meter at det brændte i benene og rev godt i lungerne. Samlet endte jeg på en 39. plads, hvilket heldigvis gav en startplacering i box 1 til løbet dagen efter.

Slushcup afd. 1
Søndag morgen var det Slushcup time med roulade telt og mudder i lange baner - ikke just noget for en sart sommer rouleur, ihvertfald det med mudderet!
Som altid er der rigtig mange deltagere, jeg tror der var mere end 400 ryttere til start, hvilket ser helt vildt ud når man skuer ud over folkemængden.


Foto: Martin Hirsch

Da starten gik kl. 10. var der som altid kamp for at komme så langt frem inden man ramte singletrack sektionen. Jeg tror at jeg lå placeret omkring nr. 40-50. Undervejs fik jeg overhalet en håndfuld ryttere og kom lidt længere frem, b.la. mødte jeg på anden omgang en lettere resigneret klubkammerat Jens A. (med hvem jeg var på Mallorca sidste år, se mere her...), som vist havde fyret det hele af for tidligt, eller også bare har drukket for mange øl her i den senere tid:-)?

Derefter var jeg heldig at få overhalet en anden Mallorca buddy, Mikkel N. fra HMTBK, og kort efter fik jeg kontakt med en anden Team Ride4Fun rytter, Jens Tousgaard som lå placeret omkring nr. 20. Desværre styrter Jens på vej ned gennem den sidste krølle på sporet, fordi den forankørende rytter glider ud. Da jeg tror at det er allersidste omgang kører jeg derfor væk fra dem mens de ligger og roder rundt og kommer på cyklerne igen.

Da jeg kort efter kører over start/mål stregen, er tiden 0:57 min... dvs. omkring 3 minutter tilbage inden løbet fløjtes af - ØV! Desværre er det min første tanke jeg vælger at forfølge, at jeg ikke gider at køre endnu en runde på ca. 25 min. blot pga. 3 min.
Det var nok min til dato dummeste beslutning, da jeg i stedet for at ende på en omkring placering top 20-22 stykker, ender på en 53. plads! Der var jeg sgu for doven og for magelig... men så ved jeg det til en anden god gang:-)!


Foto: Jens Tomasberg

Overordnet set vil jeg også erklære mig fuldt ud tilfreds med min præstation, da jeg efter at have været far i knap 3 måneder så småt er ved at komme i gang med at opbygge en form og træne rigtigt igen, så jeg kan blive klar til mine mål for 2009.

Så Slushcuppen har ikke den store prioritet rent resultatsmæssigt og jeg timer ikke hverken træning eller restitution i forhold til hvornår der afholdes Slushcup løb - alligevel går der jo altid lidt konkurrence i den når man står på startstregen:-)! Belært af erfaringer har jeg også justeret lidt i måden jeg har valgt at træne på i år, så må jeg se om det er bedre?

Nu er der desværre næsten 1- måned til Slushcup igen, hvor der kan ske én af følgende scenarier: a) man kan komme i endnu dårligere form, pga. julefrokoster og dårligt vejr, eller b) man kan sørge for at være flittig med sin træning og forhåbentlig forbedre sig!


Foto: Martin Hirsch

13 september 2008

Team Ride4Fun...

Min ven og fellow blogger, Martin R., luftede for et stykke tid siden idéen om at lave et motions team for butikken Ride4Fun i Søborg og i den forbindelse spurgte han også om jeg, havde lyst til at deltage i det projekt.

Fordi jeg synes at projektet både lød som en sjov og spændende mulighed og fordi kemien med folkene bag butikken og de andre deltagere var rigtig god, har jeg valgt at takke ja.


Team Ride4Fun trikot med design af Kanonkuglen...

Team Ride4Fun er altså et motionsteam med et bredt spektrum af ryttertyper på forskellige niveauer både mænd som kvinder.
Og fokus på holdet er, udover hver enkelt rytters egne ambitioner og mål, også at være en del af sociale og fællesskabet omkring teamet. Hver enkelt rytter har også stor frihed med hensyn til hvilke løb vi ønsker at deltage i.

Tilgengæld for at køre i Team Ride4Fun trikoten (som undertegnede har fået lov at designe, forståes), så støtter butikken os med alt fra udstyr og tøj til reparationer, løbstilmeldinger og træningsvejledning hos AimHigh, hvis det er noget man ønsker at benytte sig af. Det må det siges at være en rigtig fin aftale.

Der arbejdes for tiden på en blog for Team Ride4Fun, så more to come i den nærmeste fremtid...

15 august 2008

Dustcup afd. 6 og lidt løse ender...

Som et andet dopingspøgelse kan blot et par dages stilhed her på min beskedne lille blog hurtigt lede til diverse spekulationer i det ganske blogland om hvad ham, Kanonkuglen, mon nu render og foretager sig, siden han ikke udspyr sin vante galde med sædvanlig frekvens. Dette bemærkede jeg ved et indlæg på mtb.dk tidligere i dag.
Det synes jeg faktisk er lidt af en ære, på den måde at være genstand for den slags spekulationer og opmærksomhed i blogland - en slags bloggernes Ricardo Ricco!

Men for at vende tilbage til hvad indlægget her egentlig skulle handle om, så bliver det medley af et par af den seneste uges begivenheder.

Fødselsdag i det lille hjem
I tirsdags var dagen hvor jeg fyldte 30 år - en "rund" fødselsdag! Nu er jeg efterhånden blevet så gammel at fødselsdage ikke længere er noget, jeg synes er sjovt at fejre, snarere tværtimod. Men "c'est la vie"... så det må jeg bare vænne mig til.
Jeg havde også håbet lidt på at min kæreste ville gå i fødsel netop på faderens egen fødselsdag, så kunne junior og senior fremover fejre fødselsdag sammen i bedste direktions stil - men men, måske foretrækker den lille mand i virkeligheden at få sin helt egen dag, og ikke stå i skyggen af sin far?

Dustcup afd. 6
Onsdag var det atter tid til Dustcup igen efter en lang sommerpause. Faktisk havde jeg glædet mig rigtig meget til at køre igen og var egentlig rigtig tændt på race. Med en højgravid kæreste var jeg dog lidt ukoncentreret og havde hele tiden tankerne omkring hende. Men min mobiltelefonen var i trygge hænder hos en tilskuer (tak Hanne), som stod klar til at stoppe mig, hvis der var nyt fra husets frue og imperiets lille arving.


Foto: Noppenau.biz

Men jeg må simpelthen erkende, at jeg er blevet lidt for fin på den, har fået lidt for fine manerer. For efter min deltagelse i Nordic24 i 2007 har jeg simpelthen fået nok af mudder og vand, så der skal meget lidt til at få mig til at miste gejsten i den slags føre.
Allerede på min opvarmningsrunde dalede min gejst gevaldigt, fordi ruten indeholdt nogle dybe pløre-sektioner og generelt var glat og våd. Ruten passede dog heller ikke så godt til mit temperament, den var simpelthen for flad og tonser-agtig til at passe mig. Så efter knap to runder trak jeg mig ud... ikke mere pløre til mr. "fin på den". Slutplaceringen blev således en fornem 330. plads:-)!

I den kommende weekend er der 12 timers løb i Jylland, og da jeg kender en flok der skal deltage, giber det selvfølgelig også lidt i benene for selv at deltage. Men med en STADIG højgravid kæreste, der kan nedkomme når som helst, er det selvfølgelig en umulighed, så jeg hepper hjemmefra min tørre og behagelige stue og kan følge stillingen løbende via nettet.

Tubulars og punkteringer
Efter en god måned som novice med tubular dæk på landevejscyklen, må jeg erkende, at jeg er blevet stor tilhænger. For tubular dæk ruller simpelthen fantastisk, når man har banket med 9-10 bar i dækket. Også vejgrebet forekommer at være langt bedre i sving, da dækket er mere rundt end et clincher dæk. Der er sikkert mange andre videnskabelige ting at sige om tubulars (søg evt. selv lidt rundt på nettet), men dette er den umiddelbare mærkbare forskel, jeg synes at kunne spore.


Flad tubular på Nordsjællands veje...

Men... (mit evige men) - der er også ulemper ved at køre med tubulars. Som netop i dag på en solbeskinnet fredag morgen, da jeg et ensomt sted i de Nordsjællandske landskab midt under en bakkespurt hører et højt "pssssssssssttt". For hvad gør man så, når man punkterer med et tubular dæk?

Ved de fleste punkteringer med tubular dæk kan man blot bruge en luftpatron, som samtidig fylder latex ind i dækket, Vitoria pitstop, og lapper dækket indefra. I mit tilfælde var hullet på siden af dækket, og det var ca. 4-5 mm langt, så der var intet at gøre og uden en Protour service vogn i miles omkreds, måtte jeg stige slukøret på en taxa hjem.

Så lige så lækkert det er at køre på tubular dæk, lige så besværligt kan det være og ikke mindst er dækkene hammerdyre. Men for en rouleur i hvide sko med feinschmecker manerer og guldbelagte vandhaner på matriklen, spiller prisen vel ingen rolle? Og dog...