Dustcup afd. 6 og lidt løse ender...

Som et andet dopingspøgelse kan blot et par dages stilhed her på min beskedne lille blog hurtigt lede til diverse spekulationer i det ganske blogland om hvad ham, Kanonkuglen, mon nu render og foretager sig, siden han ikke udspyr sin vante galde med sædvanlig frekvens. Dette bemærkede jeg ved et indlæg på mtb.dk tidligere i dag.
Det synes jeg faktisk er lidt af en ære, på den måde at være genstand for den slags spekulationer og opmærksomhed i blogland - en slags bloggernes Ricardo Ricco!

Men for at vende tilbage til hvad indlægget her egentlig skulle handle om, så bliver det medley af et par af den seneste uges begivenheder.

Fødselsdag i det lille hjem
I tirsdags var dagen hvor jeg fyldte 30 år - en "rund" fødselsdag! Nu er jeg efterhånden blevet så gammel at fødselsdage ikke længere er noget, jeg synes er sjovt at fejre, snarere tværtimod. Men "c'est la vie"... så det må jeg bare vænne mig til.
Jeg havde også håbet lidt på at min kæreste ville gå i fødsel netop på faderens egen fødselsdag, så kunne junior og senior fremover fejre fødselsdag sammen i bedste direktions stil - men men, måske foretrækker den lille mand i virkeligheden at få sin helt egen dag, og ikke stå i skyggen af sin far?

Dustcup afd. 6
Onsdag var det atter tid til Dustcup igen efter en lang sommerpause. Faktisk havde jeg glædet mig rigtig meget til at køre igen og var egentlig rigtig tændt på race. Med en højgravid kæreste var jeg dog lidt ukoncentreret og havde hele tiden tankerne omkring hende. Men min mobiltelefonen var i trygge hænder hos en tilskuer (tak Hanne), som stod klar til at stoppe mig, hvis der var nyt fra husets frue og imperiets lille arving.


Foto: Noppenau.biz

Men jeg må simpelthen erkende, at jeg er blevet lidt for fin på den, har fået lidt for fine manerer. For efter min deltagelse i Nordic24 i 2007 har jeg simpelthen fået nok af mudder og vand, så der skal meget lidt til at få mig til at miste gejsten i den slags føre.
Allerede på min opvarmningsrunde dalede min gejst gevaldigt, fordi ruten indeholdt nogle dybe pløre-sektioner og generelt var glat og våd. Ruten passede dog heller ikke så godt til mit temperament, den var simpelthen for flad og tonser-agtig til at passe mig. Så efter knap to runder trak jeg mig ud... ikke mere pløre til mr. "fin på den". Slutplaceringen blev således en fornem 330. plads:-)!

I den kommende weekend er der 12 timers løb i Jylland, og da jeg kender en flok der skal deltage, giber det selvfølgelig også lidt i benene for selv at deltage. Men med en STADIG højgravid kæreste, der kan nedkomme når som helst, er det selvfølgelig en umulighed, så jeg hepper hjemmefra min tørre og behagelige stue og kan følge stillingen løbende via nettet.

Tubulars og punkteringer
Efter en god måned som novice med tubular dæk på landevejscyklen, må jeg erkende, at jeg er blevet stor tilhænger. For tubular dæk ruller simpelthen fantastisk, når man har banket med 9-10 bar i dækket. Også vejgrebet forekommer at være langt bedre i sving, da dækket er mere rundt end et clincher dæk. Der er sikkert mange andre videnskabelige ting at sige om tubulars (søg evt. selv lidt rundt på nettet), men dette er den umiddelbare mærkbare forskel, jeg synes at kunne spore.


Flad tubular på Nordsjællands veje...

Men... (mit evige men) - der er også ulemper ved at køre med tubulars. Som netop i dag på en solbeskinnet fredag morgen, da jeg et ensomt sted i de Nordsjællandske landskab midt under en bakkespurt hører et højt "pssssssssssttt". For hvad gør man så, når man punkterer med et tubular dæk?

Ved de fleste punkteringer med tubular dæk kan man blot bruge en luftpatron, som samtidig fylder latex ind i dækket, Vitoria pitstop, og lapper dækket indefra. I mit tilfælde var hullet på siden af dækket, og det var ca. 4-5 mm langt, så der var intet at gøre og uden en Protour service vogn i miles omkreds, måtte jeg stige slukøret på en taxa hjem.

Så lige så lækkert det er at køre på tubular dæk, lige så besværligt kan det være og ikke mindst er dækkene hammerdyre. Men for en rouleur i hvide sko med feinschmecker manerer og guldbelagte vandhaner på matriklen, spiller prisen vel ingen rolle? Og dog...

5. afd. Dustcup alá borelia...

Selvom jeg så sent som i sidste uge "pralede" med at jeg var hurtig til at poste indlæg efter løb, så kryber jeg til korset med et lidt forsinket indlæg om 5. afdeling af Dustcuppen i Bøndernes Hegn - sorry:-)!


Kanonkuglen hænger på under første omgang...

Onsdagens Dustcup fandt sted på den samme strækning hvor også Team Hustler i maj måned afholdt deres H12 løb - blot kørte dustcuppen ruten den omvendte vej rundt - den var rigtig hård!
Og for første gang i min lidet gloværdige Dustcup karriere, fik jeg en nogenlunde start uden at tabe for mange placeringer eller ende i en alt for stor trafikprop allerede inden den første kilometer var kørt, så det var trods alt en klar forbedring.
Jeg tror dog at de relativt brede startbokse og den første skrappe stigning over kælkebakken, var årsagen til at jeg ikke endte i et rytter-kaos på første omgang og at der hurtigt kom naturlig spredning i feltet.

Derefter gik det slag i slag - runde efter runde på en hård rute med mange højdemeter. Jeg forsøgte at holde hjul på den forankørende rytter, men desværre tabte jeg ca. et par placeringer pr. omgang da jeg ikke rigtig havde overskud og fart nok i benene til at hænge på de hurtige, men jeg gav hvad jeg havde på dagen.
På sidste omgangs afsluttende 2-3 kilometer tabte jeg desværre også (fordømt...) et par placeringer til ryttere der lige skød de sidste kræfter af inden målstregen. Jeg endte 5. afdeling af dustcuppen på en 33. plads.

Undervejs var jeg så heldig at støde på et kendt ansigt ude på ruten, nemlig min Mallorca trænings-buddy Mikkel N. fra HMTBK (se tidligere indlæg), vi fulgtes derefter et stykke rundt på ruten og næsten helt til mål. Tak for turen Mikkel... altid en fornøjelse at støde på en sand gentleman på sporet - en elegantiérnes elegantiér.


Mikkel fra HMTBK med Kanonkuglen på slæb i det fjerne...

Nu er jeg ikke mand for dårlige undskyldninger og bortforklaringer... MEN... jeg oplevede undervejs i løbet at føle mig skidt tilpas, og overvejede også at udgå efter 2. runde var kørt - heldigvis kørte jeg løbet til ende. Det er svært at sætte ord på den ændrede kropsfornemmelse jeg havde, men jeg følte mig bestemt ikke helt tilpas, gennemtræt og min puls opførte sig helt bizart undervejs i løbet.

Jeg har den sidste uge har haft et lille rødt mærke på venstre side af ryggen, som efterhånden er blevet en kæmpestor rød plamage. Derfor opsøgte jeg (under pres fra min kæreste) dagen efter Dustcuppen en læge, som kunne konstatere at jeg har fået borelia (fra flåter) - så meget for at deltage i en kanotur med studiet!

Måske var det årsagen til at jeg følte mig anderledes skidt tilpas og pulsen opførte sig bizart... måske ikke? I hvertfald venter jeg nu svar på en blodprøve og håber med pencillin at få styr på infektionen, således at jeg ikke ender som en anden Mimi Jacobsen med ansigtslammelser, skærebrænder stemme og vanvittige ideer - uuurrhhhhh!


Grusbakkens rytter-kaos... ægte væææeløøøuuu

Tak til Noppenau.biz for lån af billeder

Dustcup: 2. afdeling...

Onsdag d. 7 maj var det igen Dustcup tid, og selvom jeg ikke følte mig frisk efter weekendens H12 løb, så valgte jeg dog at lade mit legeme transportere til Tisvilde for at køre lidt race alligevel.



Ruten var ikke en teknisk rute, snarere en rigtig "tonser" rute hvor der stor set ikke var plads til at overhale (stort problem), så der opstod nemt kø og lettere kaotiske tilstande på sporet. Belært af tidligere erfaring stillede jeg mig også i startbox 1, for kun at opdage at folk bare møvede sig ind foran uden den store respekt for hinanden.
En lidt kikset løbsstart - fordi folk troede løbet var skudt igang - gjorde også at jeg pludselig havde mistet min startplacering og stod længere nede end planlagt.

Da løbet endelig gik igang, var det meget kaotisk og støvet gjorde det svært at orientere sig især på det første stykke af ruten. Da jeg kørte ud på anden runde punkterede jeg kort efter mål hvilket - ærligt talt - bekom mig ganske belejligt, da jeg ikke havde den store power i benene og heller ikke følte mig helt restitueret endnu efter H12 løbet.
Derefter trak jeg cyklen tilbage til målområdet og fik fornøjelsen af at heppe og se cykelløb fra sidelinien, hvor stortalentet Jonas Pedersen vandt en flot sejr foran Benjamin Justesen.

Dustcup: 1. afdeling...

Så er første afdeling af Dustcuppen overstået, og for mit vedkommende var det første gang jeg deltog. På en dag med fantastisk vejr kunne cuppen også med rette kalde sig "Dust" til fornavn, for efter 5-6 dage uden regn og med masser af sol var skovbunden knastør. Mit dækvalg var måske også lige en tand for defensivt, men da jeg skiftede dæk allerede i søndags var en Palermo-roleur som mig desværre for doven til at smide et par mere tørvejrs-agtige dæk på igen - så jeg valgte at køre løbet på et sæt Nobby Nic's.

Startboks 3...
Nå... men til selve løbsberetningen. For at starte med begyndelsen, var jeg meget i tvivl om hvilken startboks jeg skulle placere mig i, da jeg ikke har kørt Dust eller Slushcuppen tidligere. Det glæder selvfølgelig om at finde en placering fra start hvorfra man ikke ender med at blive overhalet konstant - så hellere være starte lidt længere tilbage og gøre sig nogle erfaringer om hvor man skal placere sig næste gang.

Så sammen med min næsten nabo, Martin Rommedahl, valgte vi at stille os i startboks 3, med ca. 100-130 ryttere op til fronten, hellere overhale andre i første løb end selv at blive overhalet - et lidt konservativ valg, men som sagt var det første gang jeg deltog.

Starten...
Efter Bo "ex-Formand" Vestergaards muntre jyske landmands peptalk gik starten og på sædvanligvis var der vild positionskamp og kaos i feltet. Jeg tror jeg var mest bange for at få revet bagskifteren af, fordi vi lå så tæt i feltet. For at sprede feltet ud inden de rigtige spor begyndte var der lavet en snedig lille chikane, som fungerede som en tragt for det store felt - smart.

De første ca. 30-45 minutter var præget af at jeg lå i voldsom trafik, og der var svært at få lukket rigtigt op for gashåndtaget da feltet simpelthen lå som perler på snor. Hvorend der var bare en lille smule plads, brugte jeg enhver lejlighed til at passere de forankørende, men de mange små accelerationer og overhalinger kostede unødigt mange kræfter og sænkede tempoet. Efter ca. 2 omgange var der faldet lidt mere ro over feltet, og det blev nemmere at overhale og holde en mere stabil pace.


Foto: Jonas Lüttichau

Styrt i grøften...
På 2-3 omgang og i fuld fart på vej gennemi "grøft klassikeren" i Geels skov, bemærkede jeg at der stod nogle folk og "snakkede"? Først efter løbets afslutning blev jeg opmærksom på at det var en kvindelig rytter som var styrtet, og endda så alvorligt at hun måtte afhentes i ambulance. Heldigvis var DMK's gentleman extraodinaire Steen Go'e Ben på stedet, og han eskorterede hende til hospitalet og kan berette at hun til trods for nogle alvorlige skrammer i ansigtet, har det "nogenlunde" - stor respekt til Steen og alle jer som hjalp hende!

Løb tør for væske...
Jeg nåede over målstregen til fjerde omgang i tiden 1 time og 14 minutter, hvilket betød at jeg skulle ud på endnu en runde. Faktisk følte jeg mig super frisk og med mere og mere overskud jo længere hen i løbet vi kom - jeg tror sådan set sagtens at jeg kunne have kørt en runde eller to mere med åbne sluser!

Uheldigvis havde jeg kun havde én vandflaske på cyklen (pga. defekt dunk holder skrue), så ved starten af 4. omgang, var jeg løbet tør for vand. Heldigvis (for mig) taber mange deres dunke undervejs, så jeg stoppede på sporet og samlede en halvfyldt dunk op, hvilket var perfekt for lige at nuppe den sidste runde.
Det var også sjovt at hver gang jeg passerede et bestemt sted på ruten, stod DMK's Mette Høgsberg og heppede med sin søde jyske accent - "dæt gååår da godt Laaars, kom sååå":-)!


Foto: Noppenau.biz

Sidste omgang...
MIn sidste omgang var ét stort overhalingsshow af ryttere, som var bagud med en omgang. På det tidspunkt var det fleste trætte, så det gik relativt nemt at overhale folk som også flyttede sig uden problemer og endda havde overskue til at hilse og smile - jeg gjorde det samme:-)!

Da jeg kom i mål efter 4. omgang, havde jeg ingen idé om hvor i feltet jeg var placeret, ikke andet end at jeg syntes at have overhalet ryttere i en uendelighed. Min slutplacering blev således nr. 44, hvilket jeg er tilfreds med i min Dustcup debut. Næste gang vælger jeg dog at stille mig i startboks 1 eller 2, for ikke at skulle overhale så meget, og måske kan man være heldig at kravle lidt længere op på resulatlisten?

Den gule hjelm...
Efter løbet var der lodtrækningspræmier og lejlighed til at hilse på venner og klubkammerater. Jeg var faktisk så heldig at vinde en drønfræk gul Bern hjem. Faktisk kunne den præmie ikke falde på et meget tørrere sted, for jeg er faktisk af min kæreste gennem længere tid blevet tudet ørene fulde om, at jeg skulle købe mig en cykelhjem til når jeg færdes i byen - perfekt.

Pulsen op...
På min træningstur til mallorca i påsken var det genstand for stor undren og sjov, at selvom min maxpuls er på 193 og min hvilepuls på 45, er jeg ikke særlig god til at få min puls tilstrækkeligt højt op ved belastning og udnytte mit pulsspektrum. På pulskurven fra Dustcuppen i går afsløres det, at min gennemsnitspuls var på 164 slag - den må kunne presses væsentlig højere op!

Jeg skal dog deltage i en test hos AimHigh i starten af næste måned og påbegynde træningsvejledning hos dem, så måske er det vejen frem for at udnytte mine resourcer bedre? Mere herom på et senere tidspunkt...


Min pulskurve for Dustcup afd. 1 - ikke helt i top...

Ellers er der blot at sige tak til alle dem som gjorde Dustcup løbet til en super event - TAK!

På vej til Dustcup...

Tidstagnings-chippen er sat på skoen, et sæt slidte Nobby Nic dæk på cyklen og med en sandwich i hånden er jeg på vej ud af døren til årets første afdeling af Dustcuppen!
Jeg glæder mig og er meget spændt på at deltage, jeg er dog en smule nervøs for fysikken fordi jeg siden mandag har døjet med en mindre forstrækning i den midterste del af låret oppe mod lysken.

Jeg vender tilbage med en løbsberetning senere...


Chippen monteret på skoen...


Et godt slidt Nobby Nic skal få mig igennem...