Mallorca - påsken 2008

Så er jeg tilbage på bloggen igen efter en uges fravær under sydens sol på cykelferie på Mallorca.



Dag 1: Promenade roleurs...
En smule forsinket og trætte ankom vi (Morten Krogh, Jens A., Jens Koefoed, Mikkel Nørgaard (HMTBK) og undertegnede) ca. kl. 4 fredag nat til hotellet i Alcudia på Mallorca. Netop pga den sene ankomst blev turens første dag også en slags aklimatiserings dag, hvor vi bare lige snuste lidt til terrænet i området omkring byen og trillede ben på promenaden, mens vi i 20+ grader vænnede os til at køre i sommeroutfit igen for første gang i månedsvis - fantastisk!

Desværre bød den første dag også på en klassisk fejl... nemlig at jeg først på destinationen opdagede, at min midterste klinge på et lettere bedaget XTR kranksæt viste sig at være lige en my for slidt til at overleve det lidt stejlere terræn. Derhjemme har jeg intet bemærket, men skæbnens ironi ville at det først gjorde sig bemærket ved ankomsten til Mallorca - typisk.

Efter så at have frekventeret de fleste af byens bikeshops, som iøvrigt næsten intet har på lager og stort set kun gør sig i udlejnings- og landvejscykler til horder af tyskere, endte jeg ikke med at få fat i et sæt nye klinger, men med at måtte købe mig det tilsyneladende eneste mtb kranksæt på den nordlige del af Mallorca... og så endda noget så eksotisk som et Shimano LX!
Effektivt uden tvivl... men ikke med den store lireffekt, man skal spille storby roleur på promenaden - forståes!

Vi fik på 1. dagen rullet ben i beskedne 1,5 time, 32 km og ca. 500 højdemeter.


Min Cannondale pakket ud, samlet og klar til action...


Mikkels Giant og Jens K's Cannondale...


Morten Krogh - nu med flydende latex...


Promenade alá Mallorca...

Dag 2: Den tyske guide...
Vi havde hjemmefra booket en guide, som vi var overbeviste om ville vise os Mallorcas bedste spor og som kunne holde et højt tempo og gerne presse gruppen lidt. Desværre må vi have misforstået hinandens ambitionsniveau, for vores guide var en ældre tysker, som godt nok viste os nogle enkelte mtb spor, men han hang milevidt bagefter og efter blot en lille times kørsel mente han. det var tid til en lille tysk wiener pause!

Utålmodige og ivrige som vi nu var for at slide i sadlerne, sagde vi på toppen af Eremitage de Victoria "auf widersehen" til vores tyske ven Rolf og tog selv på mtb ekskursion på stierne i området - jeg præsterede da også et lille gentleman styrt i min hvide Team Lefty trikot på starten af nedkørslen derfra:-)!

Efter at have kørt rundt en times tid i området satte vi kursen mod Port de Pollenca, lidt længere inde i landet, hvor der er masser af bjerge og mulighed for at få kørt nogle højdemeter i benene. Området er især et meget yndet sted for landevejsryttere, og vi stødte på dem i ustoppelige horder.

Dagen bød også på noget landevejskørsel, især opad og uden Morten og Mikkel til at læse kort og finde vandreruter og mtb spor kunne vi nemt have trillet mere landevej end godt er. Meget ofte ligger sporene lidt forputtet og gemmer sig, så det kræver lidt opmærksomhed og sporfinesse undervejs. Jeg kan anbefale, at man hjemmefra anskaffer sig en tysk udgivet mtb tourbog over ruterne på Mallorca, hvis man skal være sikker på at finde øens bedste spor.
Hvis man også lige husker at kigge ud over styret i ny og næ, vil man opdage hvor fantastisk smukt og frodigt Mallorca faktisk er og alle klichéfyldte forestillinger om helstegte pattegrise, sangria i litervis og betonhoteller i strandkanten, som i de gode gamle Kong Spies dage, synes heller ikke at tegne Mallorca længere.

Vi fik på 2. dagen kørt i 4 timer og 36 min,102 km og ca. 1700 højdemeter.


Den tyske guide Rolf...


Team Lefty med glatte ben - forståes...


Nedkørsel...


Team Hustlers Morten H. var med én af dagene...


Opkørsel Jens A. style...


Morten Krogh og Mikkel Nørgaard...


En storby roleur i felten...

Dag 3: Spor delikatesser...
Tredje dagen var dagen hvor vi for alvor fandt verdensklasse mtb spor. Vi "rullede ben" på vej mod bjergområdet ved Pollenca de første 20 km for at ad køre et vandrespor opad til toppen. Men ved starten på opkørslen mødte vi nogle tyske mountainbikere, som havde prøvet at køre ruten op og som måttet opgive, da den var for svær - opad ihvertfald.

Vi valgte derfor at klatre op på til Col de Femenia på landevejen, og der er da heller ikke noget som kan skærpe "race-genet" end opkørsler, hvor man sidder og lurer på hinanden som på en Tour de France etape, og ser hvem man kan følge med eller hvem man kan sætte. Jens A. var dog alligevel hurtigst på toppen, men tæt forfulgt at resten af feltet.

Fra tankstationen på toppen ved Es Quix kørte vi ad et vandrespor, som bød på et super varieret mtb terræn med små delikatesser som heftige gedetrapper, sten og rullesten, switchbacks og grusunderlag ned til byen Caimaria igen.
Endnu engang tog vi den ad landvejen til toppen ved Es Quix igen for at få banket lidt højdemeter i benene, og der blev kæmpet om bjergpoint med alle kræfter og afslutning med skiltespurt på toppen. Vi fandt herefter turens indtil videre bedste og længste sammenhængende spor, og da vi nåede bunden igen, var vi alle smil fra ende til anden. Dagen blev altså en dag med meget varierende terræn i en fantastisk smuk natur.

Vi fik på 3. dagen kørt i 4 timer og 37 min, 95 km og ca. 1800 højdemeter.


Smukke Mallorca...


Morten, Jens A., Kanonkuglen, Jens K., Mikkel...


Udsigt over det nordlige Mallorca...


Jens A's blære var turens mindste...


Jens K. og Mikkel synes veltilpasse...


Spansk eftermiddags snack...

Dag 4: Restitution med Dr. Fuentes...?
Vi havde fra starten planlagt en lille restitutionsdag på fjerdedagen, både for at have noget i benene at skyde med til de næste par etaper og til kongeetapen, hvor turens grimpeur skulle findes, men mest af alt også fordi Morten skulle besøge en ven i Palma (gruppens teori er dog, at han skulle besøge sin Dr. Preporatori Fuentes inden kongeetapen) og jeg skulle bruge noget tid på hotellet til at skrive opgave i forbindelse med studiet - hvilket ikke fungerede.
Vi brugte derfor formiddagen på at trille ben til byen Pollencá, hvor det blev til promenade kaffe og spas med bananer i cykelbukserne.

Jens A. og jeg fortsatte derefter vores lille restitutionstur mod spidsen af halvøen Cap de Formentor, hvilket på trods af det foregik i et restitutions-pulsleje alligevel formåede at sætte flere ryttere på landevejscykler! En del af restitutionsprocessen er ikke kun at lade kroppen restituere, men også at lade synet få lidt at glædes ved. I følgeskab med et par tyske landevejspiger fandt Jens A. tilsyneladende den udsigt, der fra bagerste række syntes at fremme restitutionen betydeligt!

Men dagens hel store begivenhed var, da Jens "il directore" Koefoed, selskabets eneste rytter på fullsuspension, for første gang og under en smule gruppepres valgte at barbere sine nordiske kontorskinker for at blive en ægte storby-roleur på afveje i det Mallorcanske landskab. Og til Christina (Jens' kæreste): Tilgiv ham... det var gruppepressets skyld!

Vi fik på 4. dagen kørt i 2,5 time, 53 km og ca. 800 højdemeter.


De gemmer på noget i HMTBK...


Kanonkuglen og Jens A. på vej op...


Jens "restituerer" sjælen...


Klassiske Mallorca hårnålesving...


...


Jens K. før og efter...


Livet under sydens palmer...

Dag 5: Grimpeurs i terrænet...
Efter et par dage i terrænet var der efterhånden kommet så meget styr på kortlæsningen, at vi på femtedagen havde planlagt en rigtig hård gentlemantur med fantastiske mtb spor, hvor der opad stejle og stenede stier skulle kæmpes for hver enkelt højdemeter. Vi startede dagen med udgangspunkt ca. 6-7 km. uden for byen Pollencá ved bjergkædens fod, og derfra gik det opad vandresporet til knap 900 meters højde.

Ruten på femte dag var en af turens hårdeste ikke mindst pga. terrænet men også fordi, at ømheden efterhånden er begyndt at sidde lidt dybere i muskulaturen, og det er umuligt at restituere 100% fra dag til dag. Om aftenen kom der også kommet godt run på Compex'en i kampen om at få benene klar til at blive næste dags sejrende grimpeur, og Morten fik sin jomfruelige Comepex debut under Jens A's kyndige medicinske DDR vejledning om, at den elektrisk impuls bare skulle bankes helt op, så musklerne hoppede og sprang:-)!

Efter 4 dage med helt fantastisk vejr, var vejret desværre heller ikke helt med os på denne dag, hvor der var overskyet og lidt køligt med temperaturer i bjergene på omkring 12 grader - glemmer man sin vindvest, når nedkørslen begynder, kan man være sikker på at redde sig en kraftig forkølelse.

Vi var heldigvis været forskånet for defekter af mere alvorlig karakter, hvilket terrænets vildskab taget i betragtning var vores held, og i den forbindelse kan det siges, at de eneste to ryttere med tubeless dæk ingen punkteringer har haft, så tubeless klarer sig tilsyneladende bedre i skrappere terræner! I de 3-4 år jeg har kørt med tubeless dæk, kan mine samlede punkteringer tælles på én hånd.

Vi fik på 5. dagen kørt i 5 timer, 95 km og 1900 højdemeter.


Morgenmad som skoledrenge på en kostskole...


Mikkel på toppen...


Kanonkuglen...


Jens A...


Sporet løber hele vejen i horisonten...


En klassisk Hørsholmer punktering...


Morten Krogh...


Kanonkuglen a.k.a. Team Lefty på tur...


Mikkel Nørggard...


Masser af gode mtb spor...


Kanonkuglen...


Jens K...


Mortens jomfru tur med Compexen...

Dag 6: Blæsevejr...
Den sjette dag tog en lidt uventet drejning og afkortede vores planlagte tur gevaldigt, da vi vågnede op til hårdt blæsevejr, og ikke så meget som en solstråle kunne kile sig vejen gennem skyernes tætte dække - det klarede dog op i løbet af dagen. Vi valgte derfor at tage en god rulletur fra vores udgangspunkt Alcudia, til spidsen af halvøen Cap de Formentor som er Mallorcas nordøstligeste hjørne.

Da vi nåede starten af halvøen, som er små stejle bjergpas og hårdnålesving helt ud til spidsen, en tur på ca. 15 kilometer, blev der på ægte drengerøvs manér allerede ved første pas åbnet op for sluserne i forsøget på at blive sjette dagens grimpeur extraordinaire. Jens A. endte dog alligevel med sine små hurtige ryk (hans Lyngby specialitet), at sætte Morten og undertegnede på den sidste stejle stigning, hvor der ventede sandwich, en cola og lidt sødt til tanden.

På trods af at vi godt kunne mærke de foregående dages træning i form af ømme ben, så havde jeg den dag dog alligevel fornemmelsen af lidt friskere ben og mere power end den foregående dag. Evnen til at opretholde en stående power acceleration over længere tid var dog blevet ringere end på de første dage pga. træthed. Til gengæld føltes det som om, at evnen til at holde et hårdt stabilt tråd opad gennem længere tid var blevet væsentlig forbedret!

På vej tilbage fra spidsen af Cap de Formentor, blev der på flere af nedkørslerne givet fuld gas, og med hastigheder på 65-70 km i timen kan selv på en mountainbike være frygtindgydende. Man håber på, at man så ikke rammes af en punktering ved den hastighed, for så er selv ikke autoværnet nok til at forhindre at man ender på bunden af en trækasse hjem! Men som kommende far tog jeg mig selvfølgelig i agt, da lille spunk jo ikke skal vokse op uden en far til fisketuren eller den første cykeltur!

Da vi kom tilbage til hotellet stod den på sen frokost og en lille slumretur under tæppet på værelset. Aftenen gik med at Jens A. fik en heftig tur med Compex'en, i forsøget på at vække lidt liv i hans døde "lorte læg". Jens fik i 2005 flænget læggen op af en anden rytters klinger ved et løb, og har siden døjet med problemer med lægmuskulaturen, som også er kraftigt underudviklet i forhold til højre læg og lettere livløs.

Vi fik på 6. dagen kørt i 2 timer og 45 min, 64 km og ca. 1000 højdemeter.


Morten i et eftertænksomt øjeblik...


Mallorcas natur...


Alcudia bugten...


Næsten på helt oppe på toppen...


Rulletur mod Pollencá...


Jens A. med Compex på "lorte læggen"...

Dag 7: Goodbye Mallorca...
Sidste dag var præget af lidt mat stemning i flokken, da vi alle gerne ville være blevet på øen en uge længere og ikke havde den fjerneste lyst til at returnere til hverdagen i Danmark igen med snestorm, Muhammedkrise og eksamensprojekter. Den sidste tur var derfor en smule vemodig, inden vi returnerede til hotellet for at pakke cykler og baggage.

Vi fik på den sidste dag kørt i 3 timer og 15 minutter, 77 km og 900 højdemeter.

Mange vil måske også være lidt skeptisk med at tage til Mallorca for at cykle på mountainbike, da øen primært er kendt som som værende en ø for landevejscykling, men jeg mener, at Mallorca faktisk et ganske godt sted for mountainbike, blot man sørger for at placere sig på den nordlige del af Mallorca, samt at man hjemmefra køber sig en mountainbike guide/rute bog, da de ikke var til at støve op på selve øen.

Afsluttende er der blot at sige, at det var en fantastisk god tur sammen med en flok rare mennesker, hvor vi fik ca. 25 timers cykling under bæltet på syv dage og grinet røven i laser - så hvis I læser med på bloggen drenge, siger jeg tak for en god tur!


Jens K., Mikkel, Kanonkuglen og Morten...


Den røde rute fra Pollencá er et super spor...

Om kyllinger...

Ja, hvor bizart og lidt cykelrelateret dette indlæg end måtte være, så har jeg gjort mig et lille tanke-eksperiment om en af naturens mest fjollede "fugle" - nemlig kyllingen - og vi taler ikke Michael Rasmussen her!



Jeg elsker kylling og spiser kylling i alle mulige varianter ca. 5 gange ugentligt og det har fået mig til at opstille dette lille komplet nytteløse regnestykke for mit vanvittige kyllinge forbrug:

Jeg spiser ca. 200 gram kylling x 5 gange om ugen hvilket er ca. 1 kilo kylling om ugen. På årsbasis betyder dette så (lavt skønnet) at jeg i alt indtager i omegnen af 45 kilo kylling - bizart!
Da gennemsnits levealderen for danske mænd er ca. 76 år, betyder det at jeg i løbet af de næste 47 år af mit liv, vil indtage mere end 2 tons kylling hvis min nuværende kyllinge galskab fortsætter - kykyyyyyy!

Bottomline er... at jeg snart er begynder at gro fjer!

Team Lefty: Nu på tøj...

Så oprandt dagen hvor mit beskedne lille én-mands hold, Team Lefty (se tidligere indlæg), manifesterede sig i real life - nærmere bestemt på et sæt lettere brugt cykeltøj friskt handlet på Ebay og fixet af den lokale t-shirt trykker!

Min idé med Team Lefty var og er egentlig blot, at jeg ville lave noget der både var sjovt, lidt anderledes og en smule Cannondale'sk og som jeg kunne bruge til mere specielle events som Topnordic24 og Hustler H12.

Faktisk har jeg siden det første indlæg om Team Lefty også modtaget en række henvendelser fra andre ryttere rundt om i det ganske land, som også synes at Team Lefty var en sjov ide, og som gerne ville samles i en slags rullende Cannondale fællesskab på tværs af klubber og landsdele. 

Det vil jeg nu følge op på ved at invitere alle som har lyst til at joine Cannondale fællesskabet Team Lefty ved enten at svare her på indlægget eller ved sende mig en mail på lars@kanonkuglen.dk.
Blot lige for at komme eventuelle misforståelser i forvejen, så er Team Lefty ikke en klub, men snarere en slags interesse fællesskab uden forpligtelser - det skal bare være sjovt.


Bukser Team Lefty style...


Trøje Team Lefty style...

Ikke så meget pis!

Lørdag morgen: Amager, Fælleden, Søvang, Dragør, solskin, lunt, vindstille, opstemt, 2 timer, tempo, en omgang intervaller, retur... ikke så meget pis!


Landsby idyl med storbyens skorstene i baggrunden

Nyt fra fronten...

Ja, jeg kan vist ikke prale af at have nurset bloggen her i den senere tid! For mange ting i dagligdagen og travlhed på studiet har desværre i den sidste tid gjort sit til, at det har været svært at nå det hele, og så er bloggen også ofte det første, som bliver nedprioteret - selvom det kribler i fingrene for at komme til tasterne og udgy alverdens ligegyldigheder om mig selv:-)!

Men i bedste TV2-NEWS stil vil jeg kort lige opsummere den seneste tids begivenheder, som jeg endnu ikke har fået skrevet om. Her en lille update.

Ovenpå igen...
Jeg er efterhånden ved at komme ovenpå igen efter at have været småsyg i sidste uge... Jeg havde ellers glædet mig til nogle rigtig gode ture i sadlen, men måtte desværre acceptere at en mindre virus havde indtaget kommandobroen og degraderet mig til blind passager. Noget som er så forbandet ved sygdom er, at formen ofte bliver sat tilbage, og man bliver nødsaget til at ændre på en i forvejen stram kalender for at få studie og træning til at passe sammen igen.

Under sydens sol...
Heldigvis glæder jeg mig til, at jeg sammen med et par andre cykel-drenge snart rejser til Mallorca på mtb ferie og for at nyde det søde liv i palmernes skygge med udsigt til bikiniklædte skønmøer badende i strandbreddens vuggende bølgeskvulp.
Vi skal bo i den østlige del af øen, nærmere bestemt i byen Alcudia som efter vores reserach skulle byde på gode mtb spor. Min eneste frygt er dog, at jeg hver aften skal synges i søvn af det nærliggende hotels piano-bar, hvor en lille spanioler aften efter aften synger sit hjerte ud med samtlige Julio Iglesias's elskovsserenader.


Peter Riis mener at "rigtige mænd" træner på Mallorca...

Hustler interview...
I forrige uge blev jeg interviewet af Hugh Hefner's drenge Team-Hustler, som en del af optakten til deres 12 timers løb til maj. Umiddelbart synes jeg, det var meget mærkeligt, at de netop ville interviewe mig, da jeg ikke kan køre efter topplaceringer og bestemt ikke har noget imponerende palmares. Men... årsagen var såmænd, at de bringer en række interviews med en bred vifte af ryttere, som deltager i løbet lige fra favoritterne, duo hold, solo kvinder og så en "Average Joe" som mig, i hvilken en del ryttere sikkert kan genkende sig selv. Læs interviewet her...

Eksamen...
Jeg synes også næsten lige, at jeg har overstået min seneste eksamen, selvom det er faktisk er mindre end to måneder siden, at jeg sad med næsen dybt dyppet i bøgerne og kæmpede med biomekanik og anatomi.
For at vi ikke skal slumre helt hen på studiet, så skal jeg fand... allerede til eksamen igen! Denne gang er det en eksamen af mere humanistisk art, hvor jeg sammen med min studiemakker "den sorte muskel" fra Vesterbro, skriver en synopsis om "identitetsskabelse igennem idræt", som vi derefter skal op og forsvare.

Og nu vi er ved studiet, så øver jeg mig for tiden på at svømme crawl... Langdistance crawl vel at mærke. Og lad mig starte med at sige, at selvom 1000 crawl meter ikke lyder af meget, (når man ikke selv har prøvet det), så er 1000 meter ikke noget at spøge med - det er en skræmmende distance, når man ligger i vandet og stirrer ned i bassinbunden, mens man forsøger at holde styr på åndedrættet!

Men det var alt for i aften... der er lige dumpet et frisk Cykelmagasinet ind ad døren og jeg trænger til at slappe af!

Sløj...

Øv bøv... lørdag formiddag havde jeg ellers planlagt og glædet mig til at køre 3-4 timer på landevejen, men desværre er jeg over natten blevet lidt skidt og har fået ondt i halsen!
Skal jeg forsøge at være lidt positiv omkring det at være lidt sløj, så er det i det mindste rigtigt kedeligt vejr udenfor og der er lovet storm senere på dagen - ahhh nu fik jeg det straks bedre:-)!

Easy days...

Aaahhh... af og til byder livet som studerende sig virkelig til og er "piece of cake" - torsdag var én af de dage!


Strandvejen langs den Norsjællandske kyst...

Med kun tre timers undervisning på skemaet, hvoraf halvdelen foregik plaskende rundt i et svømmebasin efterfulgt af en tur i saunaen, så stod resten af eftermiddag på et par timers cykling på landevejen i smukt solskin og "tålelig" temperatur:-)!

Indtil videre har denne uge også været en god trænningsuge, efter at have skruet lidt ned for blusset med en restitutionsuge i sidste uge. For den kommende weekend har jeg planlagt timer i sadlen både lørdag/søndag og en tur i biografen for at se There Will Be Blood.


Et kranksæt bliver en Roleur aldrig træt af at se på...

Stretch for succes...

For nylig hørte jeg en historie om en af MTB sportens ikoner og gentleman extraodinaires, Tinker Juarez, hvem de fleste ikke mindst husker for hans imponerende dreadlocks og tid på knaldstive Klein rammer i de tidlige 90'ere og senere på Team Cannondale.

Men historien handlede om at Tinker (som ikke er kendt for en særlig "scientific approach" til sin sport) aldrig nogensinde har benyttet sig af at hverken udstrækning eller nogen former for afspænding, og selv den dag idag ikke benytter sig af det - total old school "shut up and ride" style - YES SIR!

For den "moderne rytter" i en tid med fullsuspension cykler, carbon lir, elektroniske muskelstimulatorer og alverdens andre påhit, kan en sådanne tilgang til udøvelsen af sport, godt opfattes som lidt "gammeldaws" og manglende udnyttelse af den viden og resourcer der findes inden for det idrætsvidenskabelige område.


Klassiske strækøvelser efter en tur i sadlen...

Men hvorfor er udstrækning og afspændning så vigtig og hvorfor bør det være en naturlig del af både opvarming og afkøling ved træning? Det bør det primært af følgende årsager:

• Øger elasticiteten og forbedrer blodcirkulationen i muskulaturen og mindsker derved risikoen for skader samt accelererer restitutionen ved at kickstarte metabolismen.
• Efter træning er musklerne "forkortede", og udstrækning tjener b.la. til at bringe muskulaturen tilbage til dens oprindelige længde igen.
• Forbedring i performance kan også opnåes, da udstrækning forbedrer musklernes koordination.
• Øger udøverens kropsbevidsthed og derved bliver man bedre til aktivt at forebygge skader pga. øget "kropsfornemmelse".
• Undersøgelser har påvist at der ud over øget smidighed, også opnåes en øget effekt på styrke, styrke-udholdenhed og eksplosiv styrke ved brug af regelmæssige udstrækningsøvelser.
• Øger den overordnede følelse af "veltilpashed", efter mange timer i sadlen.
(kilde: Achim Schmidt)

Selv skal jeg være den første til at erkende, at da jeg startede med at cykle var udstrækning/afspændning nærmest et ikke eksisterende fænomen, og stærkt underprioriteret. Men en række skader og små-problemer har lært mig hvor vigtig udstrækning og afspændning egentlig er - så "Tinker my friend, se at få stretched de små brune latino ben"!

Profeter og profetier...

Da det endnu engang er blevet "totalt hipt" at tale om profeter... vil jeg gerne komme med en profeti for lørdagens vejr.
Min erfaring siger mig, at regnvejr og voldsom storm (som det på nuværende tidspunkt er) altid afløses af solskin og roligt vejr!

Derfor vil jeg lørdag morgen vågne op til tørre veje, solskin, syngende lærker og søde smilende brunetter der vinker langs strandvejen... for jeg VIL nemlig ud og cykle et par timer i morgen!

"Reliiiiiiiiief"...

Efter 4 ugers venten, var det i dag dagen hvor resultaterne fra Anatomi & Biomekanik eksamen i januar blev offentliggjort.
De sidste par dage på studiet har været præget af en nervøs og anspændt stemning... for var eksamen alligevel gået helt så godt som man troede? Jo tættere vi er kommet på resultat afsløringen, jo mere tvivl er der opstået i mit sind og blandt mine medstuderende... er man bestået eller ej?

Så det var med en noget spændt mine, jeg idag bladrede resultatlisten på August Krogh Institutet igennem... og heldigvis, nr. 42 var bestået med et 7 tal - hvilket vist nok svarer til et 8-9 tal efter den gamle skala! - WUHUUU!

Så nu er jeg "off the hook" indtil næste store eksamen i fysiologi... men den tid den sorg.

Søderåsen...

Det har været en fantastisk cykel-weekend. Lørdagen stod på ca. 4 timers landevej med Magnus Brinch og tilbehør, og idag søndag, var jeg som "guest-rider" en tur til Søderåsen i Sverige med en lille flok fra DMK Elite.
Terrænet i Søderåsen og omegn er helt sublimt mtb terræn, med masser af højdemeter og tekniske spor at muntre sig på... jeg kan ikke vente med at komme tilbage hertil igen!

Desværre bliver det ikke til den helt store beretning om turen herfra, da en bunke lektier ligger og stirrer ondt på mig - men hold øje med DMK Elite's blog, der postes nok en reportage snarest. Men som det kendte ordsprog beretter, så siger levende billeder også mere end tusinde ord:-)!

Velkommen til Spunken...

Selvom dagens nyhed intet har med cykling at gøre, så kan jeg nu endelig offentliggøre at jeg skal være far til august!

Lige nu er barnet blot 3 måneder gammelt og en bette 7 cm lang pjevs i min kærestes mave. Barnet ligner på nuværende tidspunkt også allermest en lille Spunk... som var slik fra min barndom - Mmmm Spunk!

Offentliggørelsen forklarer selvfølgelig også hvorfor det er min kærestes søster, Marianne, som er blevet min directeur sportif og skal hjælpe mig igennem Nordic24 til sommer.

Men velkommen lille Spunk... du ser din far og mor om 6 måneder!


Vores lille Spunk...

Min Compex pt. II...

Første gang jeg stiftede bekendtskab med en elektronisk muskelstimulator, var på en mountainbiketur til Tjekkiet et par år tilbage, hvor DMK's omvandrende sjofelhed Jens Abrahamsson, i et mix af smerte og velbehag lå og vred sig, imens drengene lumsk justerede op og ned på muskelstimulatorens impuls styrke - Haa haaaaaaaa!

Sidenhen købte jeg min egen muskelstimulator, som dog i lange tider er endt med at ligge ubrugt hen, og kun fundet frem når benene har været rigtig trætte og ømme (se tidligere indlæg).


DMK's Jens A. i færd med at muntre sig med Compexen

Men årsagen til dette indlæg er egentlig, at jeg for første gang rigtig har oplevet Compexens magiske restitutions evner... i en slags spektakulært Floyd Landis'sk bjergetape comeback. Efter en uge med masser af træning som afsluttedes med 3,5 timers mountainbike lørdag og knap 4 timer søndag, var mine ben søndag aften tunge som rådne bundgarnspæle i en vinterkold Køge bugt.

Så for første gang i lang tid fandt jeg Compexen frem, fik placeret elektroderne og så kunne jeg ellers blot lægge hovedet tilbage og nyde en omgang aktiv restitution. Efter halvanden time på massage/restitutions-programmet var fornemmelsen af træthed og ømhed i muskulaturen betydeligt aftaget. Men den største overraskelse indtraf mandag morgen, hvor muskelømheden og trætheden ofte er tiltaget i styrke og en rask cykeltur på vej til studiet afslører, at der ihvertfald ikke er spurtklare Petacchi ben den dag!
Men nej nej og atter nej... mine ben var overraskende friske og kun minimalt ømme - helt utroligt!

Hvor meget der så reelt er Compex'ens fortjeneste og hvor meget der kan tilskrives psyke, kost, søvn og tilfældigheder kan jeg ikke redegøre for, men blot nøjes med at konstatere at jeg aldrig tidligere er blevet så hurtigt frisk igen, som efter at have brugt elektronisk muskelstimulation. Ifølge Compex er forklaringen følgende:

"The increase of blood flow in any tissue and in any muscle in particular, allows the athlete to speedily restore the function and balance of the cells and the interstitial fluid.
In fact, with the increase in blood flow, toxin elimination is accelerated as well. Both the ionic balance and the reserves of glycogen are restored more rapidly. This process of restoration occurs easiest when there is an intake of nutrients such as water, mineral salts and carbohydrates". Læs mere her...

De fleste muskelstimulatorer giver mulighed for at benytte en lang række forskellige programmer, fra styrketræning, massage, restitution til genoptræning. Styrketræning og programmer der sender en relativt større mængde strøm igennem muskulaturen, kan jeg dog bestemt ikke anbefale... man skal næsten være lidt af en sadomasochistisk østtysk atlet, for at kunne nyde sådanne aldeles ubehagelige programmer! Jeg tror det i FN regi ville kunne karakteriseres som "tortur"?

Men enden på historien er, at elektronisk muskelstimulation virkelig synes at have en overvældende positiv effekt på restitutionen... så hvis I nogensinde får lejlighed til at prøve det ved et stævne eller lignende, så gør det endelig!

Afslutningsvis er der blot lige at tilføje, at jeg ikke ejer en skjult aktiepost i elektronisk muskelstimulations-branchen... hvis der skulle være tvivl om mine motiver:-)!

Spinningens svar på Jane Fonda...

I dag dumpede der en fin lille kuvert ind ad brevsprækken, indeholdende et navneskilt, kursusinfo og et medlemskort til et fitnesscenter.

For en idrætsstuderende som mig, er det idelle studiejob et job hvor jeg både kan tjene en rigsdaler og samtidig eksercere mit himmelske korpus. Derfor har jeg tilmeldt mig et kursus som spinning-instruktør... YES SIR!
Jeg satser stærkt på at blive spinningens svar på Jane Fonda... "come on gaaaals"!

Status...

Det har desværre været en lidt sløv uge på bloggen, selvom jeg igen har overskud og tid til at holde liv i bloggen. Men årsagen til min manglende aktivitet skal såmænd findes i, at jeg ikke synes jeg har haft noget at sige... ja tro det eller ej!
Et kig rundt på en række andre danske cykel-blogs afslører da også, at en vis radiostilhed synes at have ramt blogland for tiden - så tilsyneladende er jeg ikke den enste der har tabt mælet?

Men den forgangne uge har budt på studiestart med nye fag og gensyn med resten af mine studie-buddies. Tilsyneladende virker den blok jeg lige er påbegyndt som en "easy" mellemperiode, inden vi til foråret skal have fysiologi... et fag hvor dumpeprocenten er skræmmende høj - men den tid den sorg!
Ellers har min uge stået på den sædvanlige styrke- og cykeltræning, dans, svømning og mit første bekendtskab med håndbold... hvilket har efterladt min højre skulder og skrå mavemuskulatur vanvittigt ømme og mørbankede som benløse fugle.

Ugens hit var dog en lørdag morgen med høj sol og forårs-agtige temperaturer og tre en halv time i skoven. Vejret i dag fik mig til at føle som jeg tror Frankenstein må have følt da han fik en omgang elektro-shock... ALIIIIIIIIIIIIVE... MUURRRRHHAAAAAAA!

Strictly Ballroom pt. II...

I dag have jeg min første lektion i dans... årrhhhhh gys... og lad mig bare slå fast med det samme, at det bestemt ikke var et kønt syn!
Ikke engang en mor ville kunne elske sin søn, hvis hun så hvad jeg i dag præsterede... en calypso-løs flaksen rundt, stivlemmet som en anden Kurt Thyboe på et dansegulv.

Jeg har kun én ting at sige om min fremtidige danse-udvikling: "Medics stand by, we got incoming casualties..."!