blog top

11 marts 2009

Nekrolog: En rouleur takker af...

Som var det en begravelse for en gammel ven, så er det med vemod at jeg efter to år og 330 blogindlæg som Kanonkuglen har valgt at takke af - for denne omgang ihvertfald!

Beslutningen har været undervejs igennem længere tid. Til tider har jeg følt mig som en udslugt kunstner, der er begyndt at tabe ordene og gentage sig selv og samtidig synes jeg, at der har været længere og længere imellem de gode historier, der tidligere gjorde bloggen levende og interessant.

I løbet af de år, jeg har haft denne blog, har det været en velbesøgt blog og været et medie hvorigennem jeg har kunne udtrykke mig om alt fra min Cannondale passion, lir og gear til, løbsberetninger og især vandrehistorier fra en mudderforskrækket rouleurs univers.


Kanonkuglen - nu fortid...

Bloggen har i løbet af de to år, den har været aktiv, også fungeret som et fantastisk medie hvor igennem jeg har lært en masse andre mennesker at kende og omvendt. Forhåbentlig har det været en underholdende og meget ærlig blog at følge med i, om mit ydmyge cykel-liv på første klasse (læses med humor) og succeser og fiaskoer - det har ihvertfald været underholdende periode for mig som blogger:-)!

Som med alt andet der forandres, så er jeg idag også et andet menneske end for to år siden, da jeg startede med at blogge. Jeg har bl.a. fået et barn, hvilket har gjort mine tidsmæssige prioriteringer anderledes, da der kun er uforskammet små 24 timer i døgnet og så ambitiøst meget jeg gerne vil nå!
Fremover vil jeg derfor i endnu højere grad koncentrere mig om min familie og venner, studie og så stadig træne og cykle rigtig flittigt - der venter stadig et Transalp i juli måned, og der skulle jeg gerne være super fit!

Så TAK for denne gang til alle jer, der har fulgt med på bloggen i løbet af årene. Måske vender jeg tilbage som blogger igen i fremtiden - hvem ved? Jeg lader dog bloggen stå i en rum tid endnu, hvis man skulle have lyst til at læse de gamle indlæg eller søge info om dette eller hint. Skulle man have lyst til at kontakte mig, kan I skrive til mig på lars(a)kanonkuglen.dk

R.I.P. Kanonkuglen 2007-2009...

02 marts 2009

Camp Mallorca 2009...

Efter en stille uge på bloggen hvor jeg jo egentlig havde lovet "Live Blogging" fra Camp Mallorca, kommer så endelig en lille billedreportage fra min tur sydpå. Grunden til at jeg ikke fik blogget live fra øen skyldtes, at det var lidt sværere at komme på internettet end jeg havde regnet med - hotellet var ikke helt up to date kan man roligt sige!

Turen til Mallorca var en del af en formopbyggende plan her tidligt på året inden der skal køre løb senere på året og Transalp til sommer. Ligeledes er det også fantastisk at komme lidt væk fra slud og sne i Danmark og finde træningsglæden igen, når man er ved at være træt af vintertræning - turen var altså en slags "trænings kødben"! Og hvilken fantastisk følelse det er at komme fra sin vinteracer i DK (som iøvrigt er blevet stjålet) til en rigtig top trimmet rouleur bike under sydens sol.

Vi havde base i Palmanova ca. 7-8 km fra Palma på et 4-stjernet hotel som mest af alt var et refugium for folk over 65 år - så vi mødte ingen andre cykelryttere eller andet godtfolk der kunne tåle at røre sig med puls 100 eller derover på vores hotel. De fleste af vores ture foregik på den nord-vestlige del af Mallorca i det fantastiske landskab langs bjergryggen samt langs den smukke kyst mod nord.
Vi holdt i alt to hviledage på turen, men var ellers flittige med over 30 timer på de små Mallorcanske landeveje som bød på masser af stigninger med mere end 14.000 højdemeter og knap 900 kilometer i benene.

Ellers kan jeg ikke berette andet end at vi som natural Rouleurs førte os frem i hver en lille flække vi kørte igennem med både komplimenter til byens mørkhårede skønheder, drikkepenge til tjenerne hvor end vi gjorde holdt og alt sammen i et extravaganza af lir, barberede ben og charme.

Men billeder siger mere end tusinde ord... så fra mig til jer, en lille billedreportage fra øernes ø - Mallorca.





























26 februar 2009

Hola...

Hvis de faste læsere her på bloggen undrer sig over hvorfor jeg ikke har givet lyd fra mig en tid, så er svaret at jeg nyder livet som rouleur under sydens forårs sol. More to come...




15 februar 2009

1, 2, 3 testing...

Inden jeg som en trækfugl snart drager mod varmere himmelstrøg for at træne, nærmere betegnet cykelparadiset Mallorca, så var søndag formiddag med tørre veje en mulighed for lige at få testet materiellet og justeret det sidste inden jeg forlader fryseren i nord.


Den hovedløse rytter fotograferet i "Henrik Bunde style"...

Vinteren over har jeg opgraderet lidt hist og pist på sommercyklen, jeg har b.la. skiftet til Speedplay pedaler, ny Catlike hjelm til Transalp, erhvervet mig et par nye cykelsko og udskiftet de lukkede ringe med en højere profil.
Og hvilken fantastisk fornemmelse det var at være tilbage på en let super sommercykel, hvor alt bare ruller og jeg kan næsten ikke vente til at ramme de første stigninger på Mallorca med den fornemmelse.


Der testes så alt er klar...

Det første jeg på dagens test tur bemærkede var, at klamperne på mine cykelsko krævede noget finjustering da klampernes vinkel ikke var helt i optimal til et sæt kalveknæ som mine. Ligeledes skal jeg lige skal vænne mig til at køre med et nyt pedalsystem. Gear og alt andet fungerede og var justeret til perfektion og med en DuraAce kassette i stedet for en hul SRAM RED kassette, er der ikke længere et inferno af støj (se tidligere indlæg) der forstyrrer mine feinschmecker øregange.


En flad ring - bemærk mængden af småsten...

På vej retur var jeg dog så ufatteligt uheldig at punktere på et sæt helt nye lukkede ringe - ØV! Der var desværre enkelte steder hvor vejen ikke var helt tør og så sandsynligheden for punktering faretruende stor. Så det blev til næsten 12 km. krybende hjem på en flad ring. Men alt i alt kunne jeg på dagens excersits konkludere at jeg føler mig klar til Mallorca, klar til at træne og klar til at nyde det mildere vejr.

Iøvrigt planlægger jeg at blogge dagligt fra turen til Mallorca, så følg med her på bloggen - jeg garanterer at det bliver næsten som at være der selv:-)!


Næsten klar...

11 februar 2009

En fortidens helt i nye klæder...

Da jeg var "yngre" og sportsligt naiv var den beskedne Ivan Basso, med de fløjelsbløde øjne og pigernes favorit, min store cykel helt.
Mine sportslige håb (for en renere sport) hang på Ivan, indtil også han faldt i doping hullet som har slugt så mange ryttere og fostret utallige pinagtige bortforklaringer.
Omend jeg er overbevist om, at Ivan Basso er en rytter med imponerende fysiske karakteristika, også uden doping, ja så hænger dette fortidens dopingspøgelse stadig over ham som en sort glorie!

Med Ivans comback til pro pelotonen for det italienske mandskab Liquigas, så er han gud hjælpe mig gået mig i bedene på "my brand"... nemlig på en Cannondale Super Six. Så denne gang Ivan: "Don't fuck this one up"!

Se flere billeder af Ivans nye ride her...



09 februar 2009

Der er noget der larmer...

Jeg er faktisk SRAM fan til MTB og er nu også langsomt ved at blive glad for SRAM på landevejen. Men lad mig først starte med det positive; SRAM Red kører fantastisk... ingen tvivl!



Man skal dog lige vænne sig til en helt anderledes måde at skifte gear på, da det samme greb måde skifter op og ned alt efter hvor lang man trigger skifteren, men det er egentlig old news.
Grebene er også rouleur ergo-lækre og relativt små, grafikken er moderne men let underspillet, hvilket jeg rigtig godt kan li'!



Men... for der er et men, kassetten som egentlig er et lille stykke ingeniør kunst i sig selv, da den er fræset ud i ét stykke, er mildest talt en belastning! Ikke fordi den ikke skifter godt, tværtimod så skifter den perfekt, men fordi at konstruktionen med en hul kassette fungerer som en slags forstærker og ræsonerer uhørt højt ved bestemte frekvenser.
Lidt research på nettet har gjort mig det klart at jeg ikke er den eneste som synes at "larmen" er et stort irritationsmoment.

Derfor har jeg udskiftet SRAM Red kasstten med en DuraAce kassette i stedet, hvilket burde være unødvendigt med så dyr en kassette. Men jeg kunne jo også bare fylde kassetten ud med Rockwool eller bly, det skulle vel nok kunne få lukket munden på den:-)!

02 februar 2009

Teaser...

Så er jeg næsten klar... men også kun næsten, med at offentliggøre vinterens cykelopgraderinger!


88+ har skiftet nålelejer, lejelammeler, fork boot og luftfilter...

Jeg har over vinteren opgraderet og fikset lidt hist og pist på min Cannondale Taurine og jeg nu er næsten færdig.
Min Lefty har været til service hos 88+ i Danmark, et nyt let hjulsæt er færdigbygget, jeg har skiftet frempind, bremserne er bleedede og ellers er der kommet lidt lir på hist og pist.

Så jeg er der næsten... stay tuned!


Nyt let hjulsæt...

30 januar 2009

Smoothie helvede...

De sidste par dage har jeg svømmet i Chiquita smoothies!

I bedste Tarantino-mafioso style dumpede min ven og fellow blogger, Martin, en bunke lækre smoothies af på mit dørtrin, som var tilovers fra et stort arrangement for lægesekretærer:-)!

Nu har vi så her det ydmyge hjem sippet smoothies i dagevis ligesom de nyrige langs den nordsjællandske strandvej dagligt sipper deres cognac bag vestfløjens læderbeklædte biblioteksdøre. Og vi har næsten fået få bugt med hele partiet af smoothies... lækre smoothies uden tilsat sukker eller konserveringsmidler, mums.

Men... der går nok en tid eller to før jeg igen skal have mig en smoothie:-)!

27 januar 2009

Kanonkuglens update...

Som proklameret i går, så kommer her et lille update-indlæg om hvad på rør sig Kanonkuglens frontlinie...

Cannondale update
På Cannondale fronten kan jeg berette, at jeg har sendt min Lefty forgaffel til service hos 88+ på Østerbro i København og jeg nu venter spændt på at den bliver klar igen.
Efter mere end to 2 års hårdt brug, var det på tide at få skiftet de 4 nålelejer der sørger for at alt glider smooooth og i min verden gør Lefty'en til en overlegen og stærkt undervurderet forgaffel!

Jeg har i mellemtiden også selv skiftet pakninger og olie på dæmperenheden som sidder inden i Lefty'en (den er adskilt fra selv gaffelbenet), så også den er klar til den kommende sæsons udfordringer.
I stedet for Cannondales standard 2,5wt forgaffel olie, har jeg ved at forsøge mig frem fundet frem til, at jeg foretrækker at køre med en relativt fed 15wt olie, da det gør gaflen endnu mere plush og passer godt til en gammel rottes sarte legeme!


En Lefty dæmperenhed på operationsbordet...

Ellers kan jeg også berette, at det med stor sandsynlighed ser ud til at min makker og jeg til Transalp 2009 - i bedste team stil - begge kommer til at køre på Cannondale Taurine hardtails! Så det bliver et sandt orgie af elegance på ens cykler, hvide Sidi sko, hvide Catlike Hjelme og Assos lir - intet mindre - man er og bliver vel rouleur?

Og inden jeg slipper Cannondale tråden helt, kan jeg meddele at jeg snart er klar til at afsløre de små offseason-updates jeg har foretaget på min Taurine vinteren over - men mere om det i et snarligt indlæg!

Træning
Vintertræningen skrider også planmæssigt frem med masser af morgentidlig grundtræning, især på landevejen, mens der er vådt og mudret i de store stygge skove:-)! Jeg har i den senere tid døjet lidt med et ømt "vinterknæ" i kulden, men det synes dog at være i bedring og forhåbentlig er det ved at gå i sig selv igen.
Inden længe kalder cykelrytternes paradis, Mallorca, også med en lille træningslejr hvor jeg får rig mulighed for at få masser af stigninger og mange timer i benene.


Træning på landevejen...

Jeg har sat både mig selv og min Transalp makker på skrump, hvilket også skrider stille og roligt frem. Vi skal begge to smide nogle kilo, så vi kan være så velforberedte som muligt til forårets løb og især til at slide os over de mere end 20.000 højdemeter Transalp byder på.
Efter min sidste "The magic 70" fadæse vil dog ikke afsløre for meget endnu, før jeg har lidt flere resultater at fremvise - så det vender jeg også snarest tilbage til.

26 januar 2009

Han er ikke død... endnu!

Selvom det måske kunne synes sådan, så har der været et eksamensprojekt der skulle overståes - derfor den ringe aktivitet her på bloggen! Men jeg er tilbage igen med ustoppelige mængder af blogindlæg om løst og fast. Jeg har lidt nyt at berette på Cannondale fronten samt lidt om Transalp forberedelserne... så kig forbi igen i morgen:-)!

19 januar 2009

Så er det tid igen...

Pga. en smule ømhed i knæet, valgt jeg at stå over på gårsdagens Slushcup i min egen baghave ved DR byen, så herfra har jeg intet at berette i denne omgang. Dog gik det vist vildt for sig, med adskillige styrt og en enkelt rytter der blev sendt på skadestuen.


Slushcup i DR byen...

Hvad jeg til gengæld kan berette om er at jeg idag, lige nu, er startet på en skrive uge-opgave om idræt og politik. Opgaven skal være færdig, done, finito på fredag kl. 12, så jeg skal se at komme igang inden jeg fortaber mig i overspringshandlinger én masse... såsom at sidde her og skrive blog-indlæg!


Studielivet med næsen i bøgerne...