blog top

30 november 2008

Nyt fra Team Lefty...

Ja det er efterhånden meget lang tid siden jeg har bragt nyt fra Cannondale livet i Team Lefty gruppen pga. faderskab og masser af undskyldninger som jeg vil spare jer for her, men nu er der endelig masser af nyheder at berette om i Team Lefty regi.


Primoz Vengust, Team Lefty Slovenien

For i løbet af de seneste par måneder er der kommet stadig flere Cannondale fans til facebook gruppen fra alle dele af Danmark, så velkommen til jer alle i Cannondale fællesskabet. Har man lyst til at joine gruppen på facebook, så klik her...
Jeg kan også berette om at Team Lefty gruppen nu er blevet udvidet udover DK's grænser med en "afdeling" i Slovenien, hvor en Cannondale elsker, Primoz Vengust fra byen Celje, er blevet den lokale Team Lefty høvding - også velkommen til ham.

Team Lefty spreder sig tilsyneladende som byldepest... så pas på!

29 november 2008

I morgen...

Er der Fall Race i Tisvilde, det regner... men måske er der solskin i morgen:-)?
Mere om det i morgen...

25 november 2008

Der er liv...

Med mine evner til at "forsvinde" i perioder her fra bloggen, skulle man tro at jeg kørte med licens under den Kasakhstanske fane og havde lært et par tricks eller to af Vinokourov og drengene fra øst om hvordan man undslipper uønsket "bevågenhed"!
For det er næsten en skandale at jeg ikke har skrevet her på bloggen i over en uge, men det skyldes ikke at lysten har manglet men snarere at jeg ikke syntes at jeg har haft noget at skrive om og så har der været andre fronter åbne.


Tidlig tirsdags aftenride over Kalvebodfælled...

Hvad jeg dog har at berette om er, at jeg siden sidst jeg skrev på bloggen er begyndt at køre nightride igen i mudder og pløre i skoven og på landevejen. Selvom det strider dybt i mod min italiano-natur så smiler og hilser jeg pænt på hver en pløreplet i skoven, på saltbunkerne på vejene og hilser vintervejret velkommen - vi skal jo alle være her.

Ellers så passerer ugerne forbi med studie, babyliv og spinning hvor jeg i forrige uge fik fint besøg af Team Hustlers husfotograf ham selv, Jannik Stuhr, til en tidlig morgenspinning time i Sydhavnen - læs evt. hans beretning her...


Tidlig, tidlig morgen...

Det var alt for nu... jeg er snart tilbage på tasterne igen!

16 november 2008

"El Gripo"...

Søndag morgen var det atter tid til at hoppe i spandex'en for at køre Gribben - det klassiske løb i Grib skov arrangeret af Hillerød CC.
Som omtalt i mit forrige indlæg, så er jeg efterhånden kommet til den erkendelse at længere distancer ikke passer til mig når efterårets lavere temperaturer sætter ind. Derfor havde jeg da også været så "forudseende" at vælge den korte distance på kun 42 km, for ikke at fryse ihjel og bogstavlig talt "gå kold" på ruten.


Starten på asfalt op derefter kørtes ind på grus...

Løbet minder allermest om et landevejsløb, blot kørt på brede grusstier i skoven (hvilket egentlig ikke er så mærkeligt når det nu er en landevejsklub der arrangerer løbet). Da starten gik kl. 10.20 var det min plan at komme op til fronten af feltet så hurtigt som muligt og helst inden vi ramte de første grusstier efter ca. 2 kilometer, for at have et overblik over hvad der skete i feltet og hvem der ville forsøge at rykke væk og hvem det var godt at holde sig til - rent landevejs game:-)!

Men feltet kom afsted og efterhånden som vi lagde den ene kilometer efter den anden bag os blev frontgruppen mindre og mindre, så vi til sidst var ca. 6-7 mand. Der blev naturligvis forsøgt rykket væk fra gruppen adskillige gange fra flere af rytterne, inkl. mig selv.
Mine små ryk var dog egentlig mest lige for at få en fornemmelse af hvor stærke de andre var og hvem der hang på med det yderste af fingerspidserne, da jeg egentlig helst ville holde sammen på gruppen til de sidste 5-7 kilometer for derefter af prøve at komme væk sammen med en rytter eller to.
Der manglede dog nogle gode bakker, for det var meget svært at få splittet gruppen på de flade stykker - det må jeg ønske mig til næste år! Og måske også en cross cykel til lejligheden, da det havde været det perfekte valg... selvom jeg egentlig synes at cross cykler er et bizart gadekryds!

Desværre var det ikke alle i vores gruppe der var lige meget for at tage føringer, og da det kun 3-4 stykker der ville op foran og arbejde faldt tempoet undervejs. På et tidspunkt rykker en rytter fra Hillerød CC væk fra gruppen og da vi ikke kan blive enige om hvem der endnu en gang skal køre en rytter ind (jeg gad ikke igen), ender ham med at slippe væk for good - "top fesent", for vi kunne godt have spolet ham ind igen og holdt lidt længere på ham, er jeg sikker på!


Våd og kold...

De sidste ca. 10 kilometer får en lille gruppe på 3 ryttere kontakt fordi vi ikke holder tempoet højt nok, da kun få vil frem og føre og af og til går gruppen lidt i stå. De sidste par kilometer ind mod mål fra vi kommer ud af skoven og ud på asfalt er et sidevinds-helvede uden lige, hvor der går taktik i den og alle sidder og lurer på hinanden og adskillige gange forsøger nogen at komme væk.
"Spurten" (måske var det egentlig mere en sprint) åbnes meget langt ude fra og jeg giver alt hvad jeg har op ad vejen og det sidste stykke ind over parkeringspladsen ved start/mål på vej hen til den sluse hvor vi skal igennem én efter én... desværre bliver jeg overspurtet af en rytter de allersidste 50 meter, hvor mine ben er helt bløde som smør efter den lange sprint.

Resultatet blev en 4. plads og jeg var egentlig forbløffende frisk hele vejen igennem på trods af en lang tur på landevejen dagen før, og syntes egentlig ikke det var rigtig hårdt et løb, da der stort set ingen bakker var.
Det værste ved dagen var at jeg efter løbet blev rigtig kold, da jeg ikke havde skiftetøj med (dum fejl), så jeg endte med at låne en Team Hustler trøje... ja tro det eller ej:-)!
Efter at have sludret lidt med folk og fæ og hilst på de andre ryttere som jeg havde racet med var det med at cykle til S-toget i en fart og komme hjem i varmen til mad, hustru og baby.


Maaaaaaaad...

15 november 2008

Vinter på landevejen...

Min nye og positive approach til at træne om vinteren (se tidligere indlæg) er virkelig kommet godt fra start!

Det skal forståes på den måde, at da der sent fredag aften tikkede en sms ind på min mobiltelefon (fra min blogger kollega Magnus Brinch) om at køre et par timer med landevejen lørdag morgen med en lille flok klubkammerater fra DMK, så var jeg ikke helt afvisende over at lade mit sarte rokoko legeme blive udsat for en smule vind på snuden og lidt kolde tæer.


Nu med skærme, ikke kønt men praktisk...

Min nye positive indstilling til vinteren skyldes dog også at jeg (med hjælp fra min buddy McClaus) har fået omarrangeret min gamle Cannondale Six13 ramme til en vinterracer med skærme og hele vinter setuppet.

Det er dog værd at bemærke, at der rent faktisk har sneget sig en smule Palermo lir ind på min vinterracer, i form af "bling bling" styrbånd som kun en playboy under de sydlige himmelstrøg ville turde vælge - ikke noget for den beskedne skandinaviske rytter mentalitet! Men hvad en storby rouleur dog ikke gør vinteren over for at holde blot en smule liv i sine minder om sommer, sol og nybarberede ben på Mallorca.

Dagens landevejs træningspas endte således i den pæne ende, med knap 5 timer på landevejen og 130 kilometer i benene.


Styrbånd stilisimo style...

I morgen er det så tid til MTB løbet Grippen i Grib skov omkring Hillerød, eller som vi sir' sydpå "El Gripo". Jeg har været så "forudseende", at jeg med årstidens klima in mente har valgt den korte distance på kun 42 kilometer, så er der større sandsynlighed for at jeg ikke som en utilfreds og krukket Iban Mayo vælger at stå af før tid. Men mere om det i morgen...

11 november 2008

Løbsberetning: Slushcup - afd. 1

Så blev det endelig tid til at tage hul på Slushcuppen 2008/2009, hvor jeg som noget nyt kører i gule/hvide/sorte farver for motionsholdet Team Ride4Fun, hvilket jeg vist har nævnt tidligere her på bloggen, se indlæg her...

Prolog
Som noget helt nyt og noget jeg virkelig synes er en god og sjov idé havde Slushcup teamet, i bedste Tour de France stil, indført en prolog inden den første regulære løbs afdeling der fandt sted dagen efter i Rude Skov nord for København. Prologen blev afholdt på de mudrede og stejle bakker omkring Herstedhøje i Glostrup.


En T-Bikes rytter på vej op. Foto: Bo Skakke

For mit vedkommende gik prologen OK, dvs. jeg havde ingen fald eller styrt i det opkørte og mudrede underlag, hvoraf især nogle af nedkørslerne var meget glatte og potentielle Man-Eaters - se TeamHustlers skønne crasharkiv fra Herstedhøje her:-)!

Jeg blev sendt meget tidligt afsted og jeg kender efterhånden mig selv så godt at jeg ved at jeg ikke er nogen enkeltstarts rytter, men en langsom starter. Jeg havde heller ikke fået varmet op så meget som jeg burde (dovenskab), så da jeg blev sendt afsted syntes jeg allerede efter 300 meter at det brændte i benene og rev godt i lungerne. Samlet endte jeg på en 39. plads, hvilket heldigvis gav en startplacering i box 1 til løbet dagen efter.

Slushcup afd. 1
Søndag morgen var det Slushcup time med roulade telt og mudder i lange baner - ikke just noget for en sart sommer rouleur, ihvertfald det med mudderet!
Som altid er der rigtig mange deltagere, jeg tror der var mere end 400 ryttere til start, hvilket ser helt vildt ud når man skuer ud over folkemængden.


Foto: Martin Hirsch

Da starten gik kl. 10. var der som altid kamp for at komme så langt frem inden man ramte singletrack sektionen. Jeg tror at jeg lå placeret omkring nr. 40-50. Undervejs fik jeg overhalet en håndfuld ryttere og kom lidt længere frem, b.la. mødte jeg på anden omgang en lettere resigneret klubkammerat Jens A. (med hvem jeg var på Mallorca sidste år, se mere her...), som vist havde fyret det hele af for tidligt, eller også bare har drukket for mange øl her i den senere tid:-)?

Derefter var jeg heldig at få overhalet en anden Mallorca buddy, Mikkel N. fra HMTBK, og kort efter fik jeg kontakt med en anden Team Ride4Fun rytter, Jens Tousgaard som lå placeret omkring nr. 20. Desværre styrter Jens på vej ned gennem den sidste krølle på sporet, fordi den forankørende rytter glider ud. Da jeg tror at det er allersidste omgang kører jeg derfor væk fra dem mens de ligger og roder rundt og kommer på cyklerne igen.

Da jeg kort efter kører over start/mål stregen, er tiden 0:57 min... dvs. omkring 3 minutter tilbage inden løbet fløjtes af - ØV! Desværre er det min første tanke jeg vælger at forfølge, at jeg ikke gider at køre endnu en runde på ca. 25 min. blot pga. 3 min.
Det var nok min til dato dummeste beslutning, da jeg i stedet for at ende på en omkring placering top 20-22 stykker, ender på en 53. plads! Der var jeg sgu for doven og for magelig... men så ved jeg det til en anden god gang:-)!


Foto: Jens Tomasberg

Overordnet set vil jeg også erklære mig fuldt ud tilfreds med min præstation, da jeg efter at have været far i knap 3 måneder så småt er ved at komme i gang med at opbygge en form og træne rigtigt igen, så jeg kan blive klar til mine mål for 2009.

Så Slushcuppen har ikke den store prioritet rent resultatsmæssigt og jeg timer ikke hverken træning eller restitution i forhold til hvornår der afholdes Slushcup løb - alligevel går der jo altid lidt konkurrence i den når man står på startstregen:-)! Belært af erfaringer har jeg også justeret lidt i måden jeg har valgt at træne på i år, så må jeg se om det er bedre?

Nu er der desværre næsten 1- måned til Slushcup igen, hvor der kan ske én af følgende scenarier: a) man kan komme i endnu dårligere form, pga. julefrokoster og dårligt vejr, eller b) man kan sørge for at være flittig med sin træning og forhåbentlig forbedre sig!


Foto: Martin Hirsch

02 november 2008

Vinter = Slush time...

Så er det ved at være Slushcup tid - næsten da!


Slush time...

For mit vedkommende bliver det første gang at jeg deltager i Slushcuppen, da jeg har haft det for vane at holde mig langt væk fra kulde og mudrede skovbunde de tidligere år. Men med min nye og positive tilgang til vinteren (jeg forsøger meget hårdt at være positiv), så vover jeg mig i år udendøre og op på cyklen.


Husets nye arving (er ikke præstationsfremmende) - men han er sød...

Min plan med at deltage i Slushcuppen er at bruge det som træning, da jeg ikke er i form for tiden og heller ikke har planlagt at være i form! Jeg ved godt at alle siger "de ikke er i form", en klassiker, men for mit vedkommende gælder det at en baby i det lille hjem på kemikalie øen, ikke fungerer som et præstationsfremmende middel - snarere tværtimod:-)!
Og så er det i øvrigt også altid meget socialt og hyggeligt at møde folk man kender til løb og spise billig roulade og drikke kakao efter løb - så jeg kommer.


På fully i Geels skov...

En sidste lille anekdote i dagens indlæg er, at jeg altid bliver meget positivt overrasket når jeg hopper på min fullsuspension Cannondale, for det er helt fantastisk at have affjedring både for og bag. Min tur i skoven søndag morgen var dog heller ingen undtagelse, jeg har det dog bare med at glemme det fra tid til anden. Så et løfte må være at jeg skal mere ud på den... også til løb!

28 oktober 2008

På forkant...

Efter den gamle Hr. Møllers princip om "rettidig omhu", vil jeg i år forsøge at komme vinteren i møde med et SMIL, i stedet for min sædvanlige surmulen over regn, kulde og mangel på sydens palermo stemning når vinteren endelig bider sig fast i det danske smørhul.



Derfor er min Cannondale Six13, nu endt sine dage som vintercykel - med skærme og hele molevitten! Kønt ser det bestemt ikke ud, men hvis det er hvad der skal til for at få en storby charmeur gennem vinterens mørke aftener og våde veje, so be it!

27 oktober 2008

DONE...

Eksamen DONE mandag formiddag, aaaahhhh! De næste 14 dage skal nydes...

23 oktober 2008

Overspringshandlinger...

Et fænomen der som en mørk skygge følger alt der vedrører eksamensforberedelse er overspringshandlinger - og gerne en masse af dem!



Derfor også dette indlæg... som ikke er andet end ren og skær overspringshandling, da jeg i dag har lidt svært ved at komme til bøgerne. På den måde bilder jeg mig selv (og jer læsere) ind at jeg rent faktisk laver noget nyttigt når jeg skriver på bloggen, når jeg istedet burde sidde med snuden dybt i arbejdsfysiologien!



De sidste 14 dage har for mit vedkommende heller ikke været den træningsfest jeg havde håbet. Men de fleste kender det sikkert. Man kan sidde og lægge sig en stor slagplan og et stort opslået træningsprogram, men livet og hverdagen har det ofte for vane at ville det anderledes og derfor har jeg måtte indrette mig efter det = meget færre træningstimer end planlagt, buuh huuh...!
Idag var dog en lille undtagelse da jeg trængte til at komme et par timer væk fra skrivebordet på en dag med solskin.

Hvad jeg dog kan glæde mig til er to ugers ferie lige om hjørnet... wuhuuu så er der tid og ro til træning og "kvalitetstid" med den lille familie:-)!



Ahhh... det var rart at få skrevet lidt om intet her på bloggen, så er der en overspringshandling mindre for i dag...

21 oktober 2008

Julian's kollaps...

Først nu laaaaaaaang tid efter mtb VM er overstået, har jeg fået set det famøse klip hvor storfavoritten Julian Absalon kollapser totalt på en stigning.
Jeg undrede mig da jeg så løbet i tv, hvad der var gået galt for Absalon, men her er noget af forklaringen - han gik ned og havde åbenbart en rigtig dårlig dag!
Så til glæde for dem af jer der endnu ikke har set klippet - fra YouTube til jer.

19 oktober 2008

Løbsreportage: Alpetramp...

Søndag morgen var det tidligt op og afsted til Fyn hvor efterårs klassikeren Alpetramp fandt sted. Det var samtidig dagen hvor jeg skulle have min dåb ved et landevejsløb, da jeg mest har holdt mig på de knoppede dæk i den sammenhæng:-)!


Claus, Kanonkuglen og Jonas a.k.a Pinarello Prinsen. ...

Jeg var blevet inviteret med til løbet i de Fynske bakker af min ven Claus fra cykelbutikken WeBike og sammen med ham og hans kollega Jonas - på den gyldne Pinarello - fandt vi til Brobyværk hvorfra starten gik kl. 10.

Desværre startede vi allerbagerst i startboksen for 63 km distancen, og jeg frygtede at det ville ende i et stort start kaos og at skulle bruge unødigt store mængder energi for køre sig længere frem i feltet.

Da starten gik var det noget kaotisk, når mange ryttere alle kæmper for at komme frem og finde sig en plads. Men jeg fik overraskende hurtigt kravlet lidt frem i feltet, gennem de små huller der opstod inden for de første 5-6 km. Med udsigt til ca. 20 ryttere foran mig i feltet og et stort felt bagved, fulgte jeg de første 15-20 km egentlig bare med og forsøgte at danne mig et overblik over hvem de andre ryttere i feltet var og hvem det ville være klogt at holde sig til hvis de forsøgte at komme væk. Derefter kom jeg frem og fik lov at trække lidt - det var sjovt:-)!


Fynsk landevej...

Da distancen også var relativt kort på kun 63 km, blev der givet givet godt med gas allerede fra starten. Som mountainbiker er det dog en noget anden oplevelse, da man godt kan "slappe lidt af = få pulsen lidt ned" af og til når man ligger på hjul - det kan man ikke når man kører mountainbike løb, der river det i benene og banker i under brystkassen fra start til slut!

Ganske forudsigeligt forsøgte rigtig mange ryttere at "angribe" eller i hvertfald så komme først over bakkerne de første mange kilometer. Så der var et noget uroligt felt den først halvdel af løbet. Men som løbet skred frem blev flere og flere ryttere hægtet af, især hver gang feltet skulle over en bakke blev der forceret. Fronten blev således mindre og mindre for hver kilometer og hver bakketop.

Lidt over halvejs i løbet er vi kun en lille 8-10 ryttere tilbage forrest i feltet, hvoraf den ene var Mads Bødker fra T-Bikes (den eneste jeg kendte da han er Mtb'er) og på en relativt lang stigning er jeg tæt på blive sat, da jeg fik en smule sidestik. Men jeg holdt min egen rytme uden at gå med de andre og fangede dem igen lige efter toppen.

Derfra kører vi bare til og efter endnu et par kilometer, et par bakker og et sving ud på en større vej er vi kun 3 ryttere tilbage. Mads Bødker spørger om "vi kan finde ud af at arbejde sammen" - og det kunne vi! Vi fanger undervejs et par forankørende ryttere og et par kommer op bagfra (må have været stukket meget tidligt eller fra en anden distance kategori)?
De sidste 15 km. kilometer er vi ca. 6-7 ryttere, hvoraf 2 af dem ikke er meget for at lave noget og hver gang de kommer frem i rækken for at tage en føring bakker de ud og vifter os andre frem - pisse irriterende!
Både jeg selv og et par af de andre ryttere kommenterer det og gestikulerer på ægte Bettini manér, at de skal komme frem og deltage i arbejdet:-)!


Mr. Tommy WeBike himself, Claus og Prinsen...

De sidste par kilometer ind til mål bliver tempoet sat yderligere en tand yderligere op, og et par ryttere forsøger at komme væk fra gruppen et par gange. Efter det sidste sving til venstre går det opad og Mads Bødker og et par andre ryttere angriber og forsøger at komme væk.
Så kæk som jeg er venter jeg længe... og forsøger også mig med en spurt på det allersidste stykke mod mål og kommer utroligt nok i mål som nummer 3 fra vores lille front gruppe.

Efter løbet gik det dog op for mig, at nogen må være kørt fra vores gruppe allerede inden jeg er kommet frem i feltet fra starten og selv kan få overblik over løbet, for jeg er endt på en samlet 13. plads ud af de 649 deltagere på 63 km distancen og ikke som nummer 3. Alligevel overrasker en 13. plads mig fordi jeg aldrig har prøvet at køre landevejsløb før og fordi flere af rytterne i feltet så ganske skrappe ud.

Noget som især var sjovt ved at deltage i landevejs løb er det taktiske spil der kører undervejs og konstant ændrer sig som ryttere falder fra eller kommer til. Resultater fra løbet kan ses hos Ultimate.dk.

Efter løbet ventede jeg på mine kompisser og fik lejlighed til at hilse på Tommy som ejer WeBike og et par andre drenge fra WeBike afdelingerne rundt om i landet. Så alt i alt en rigtig god og sjov dag på de tynde ringe i det Fynske.


McDonalds på hjemvejen efter råd fra kostvejlederen...


Claus rengør sin rullende million ...


Og min hvide Cervélo blev også ren igen...

18 oktober 2008

Klar til "Alperne"...

I morgen søndag er jeg blevet inviteret med til landevejsløbet Alpetramp på Fyn. Så Cervéloen er nypudset og benene ved at være klar til masser af Fynske bakker.

Det eneste lille minus er dog, at jeg som en dårlig Oscar Freire kopi den senere tid har døjet lidt med en lille fedtknude i skridtet (kommer ofte i perioder med meget cykling eller spinning), hvilket ikke er særlig behageligt. Men det kan jeg sagtens overleve, så det er kun vejret eller uheld der kan slå en storby Rouleur ud i det Fynske:-)! Reportage følger...


Nypudset og klar...

14 oktober 2008

Trikot designs...

Som de fleste piger har det med sko har jeg altid haft en fetish med at samle på vel designede cykeltrikoter - jeg tror det stammer fra min design baggund? I dag dumpede så en pakke ind af døren fra klassens slemme dreng - Rock Racing.


Man er ikke i tvivl om at denne pakke "ROCKS"......

Af og til dukker der et trikot design op som enten i sin farve komposition, grafiske detaljer eller anderledes stil bare "ROCKS"!
Og netop Rock Racing - et amerikansk cykelhold som har mange dopingsyndere i stalden - har virkelig brudt alle designgrænser for hvordan en trikot kan se ud.
Jeg er meget imponeret over opfindsomheden og den grafiske stil, som bryder en meget konservativ design kultur blandt mange cykelhold. Jeg ville ønske at det var mig der var designeren bag Rock Racing's design.

Rock Racing gør også noget, som ingen andre cykelhold gør. Nemlig at designe nye trikoter til hvert af de større løb Rock Racing deltager i. Vildt... og noget der virkelig åbner op for hele tiden at skabe noget nyt, være kreativ og at skabe stor opmærksomhed. Men prøv selv at kigge forbi Rock Racing for at se deres mange forskellige trikot designs her...


Rock Racing og Toyota United, et par af mine yndlings trikot designs...

12 oktober 2008

Fra grøn til hvid...

Søndag morgen havde jeg glædet mig til hele ugen! Søndagens cykel-menu var nemlig planlagt til 3-4 timers mtb på ugens sidste solskinsdag - ifølge DR's charmerende meterolog Bettina Bjerring:-)!
Men da den ene time åd den anden lørdag aften, og jeg først kom i seng kl. 03.00 - hvilket jeg må indrømme er uhørt sent for en alkoholfri skoledreng som mig - måtte jeg en smule træt søndag morgen lægge en ny plan.


Kanonkuglen fotograferet i klassisk Henrik Bunde positur...

Min søndag formiddag blev derfor i stedet spenderet med et par timer på landevejen, og som krymmel på en lagkage indgik også en serie klassiske sprint intervaller på den lille bakke ved motorvejsbroen, der forbinder kemikalie øens proletariat med bourgeoisiet på den anden side.

Jeg kan også siden sidste indlæg berette, at jeg ved siden af mit studie har fået job hos FitnessDK som instruktør og allerede har kørt de første par spinning lektioner. Som detalje nørd har jeg også allerede brugt adskillige timer på blot at udvælge den rette "blend" af musik samt at planlægge mine lektioner - så det er ikke for lønnens skyld jeg gør det, men af lyst:-)!


København - nordens lille guldæble...

Og som rosinen i den famøse pølseende så har jeg forbrudt mig mod min hellige Cannondale treenighed, da jeg har skiftet min Liquigas grønne Cannondale Six13 ud (så den er til salg for en god pris), med en brugt rouleur-hvid Cervélo R3. Mere om det i den nærmeste fremtid...


Nu på Cervélo i rouleur-hvid...

09 oktober 2008

Messe tid...

Den seneste tid har budt på masser af nyheder fra alverdens cykel- og gear producenter - klassisk off season læsning.

Når man så sidder trygt og varmt hjemme i lænestolen med computeren i skødet og fristes af alle de nye lækkerier for det kommende år, så hænder det i ny og næ, at man falder over produkter som ligefrem er komiske, totalt overflødige eller direkte grimme!
Så i stedet for at vise alle de ting jeg godt kan li' (hvilket jeg tidligere har gjort), synes jeg det kunne være sjovt at vende bøtten og i stedet se på de ting jeg undrer mig over overhovedet ender på markedet.

Som da jeg faldt over tyske Focus og deres bud på en fully for 2009 -GGGGGSUUUSSS... hvad er der gået igennem hovederne på de designere? Jeg tør godt spå at den ikke vinder nogle priser for æstetisk udførelse. Det eneste mikroskopiske puls er dog at man nemt kan justere dæmperen mens man kører!


Focus' designmareridt...

Og så skal Specialized altså til at oppe sig gevaldigt, når de nu skal til at være cykel sponsor hos Team SaxoBank og Bjarne Riis som godt ved hvad han vil have.

For med Specialized's bud på en enkeltstart cykel, demonstrer Specialized meget tydeligt at de ikke har en pind forståelse af aerodynamik, men snarere blot har designet en "smart udseende" enkeltstartscykel dog uden at skænke drag og frontalareal de store tanker!
Der vel også en god grund at deres sponserede protour teams alle har valgt at køre på omlakerede Walser rammer med Specialized logoer på. Så det bliver spændende at se om ikke de snart kommer med en "ordentlig" TT ramme.


Specialized TT bike

Det samme kan vel næsten siges om denne Fuji TT bike. Den bue på overrøret ser ud til at være en rigtig "vind sluger", og ikke særlig hensigtsmæssig når man skal køre TT. Men mon ikke de fleste firmaer af og til går på funktionelt kompromis, for rent visuelt at skabe sig et produkt der ikke ligner alle andres og som skiller sig ud?


Fuji TT...

Og endnu en Specialized har fanget min opmærksomhed, for denne ramme ligner noget der er inspireret af en 130 kilo kloakarbejder med hængebug og røven hængende ud over buksekanten! Hvad sker der?


Specialized a.k.a. The Hængebug Bike

Orbea har også valgt nogle meget alternative linier på deres Orca rammer. Umiddelbart ser rammens lidt mærkelige/klodsede linier ikke ud til at have en funktionel karakter, men snarere at være et kosmetisk lag. Men når Orbea så at gå planken ud med disse alternative liner, så kunne de i det mindste have lavet en saddelpind som matcher disse liner. For overgang fra stel til saddelpind er sjældent set mere klodset i min optik.


Orbea Orca

Og hvem andre end Colnago (yndlings cykelmageren for senior rytterne som svælger sig i friværdi og strandvejs ture) kan finde på at synes at det er fedt at have en cykel med Ferrari logoer på? Ferrari laver biler og ikke cykler... så er der virkelig nogen der falder for en cykel med Ferrari logoer på? Tilsyneladende...


ColFerrari

Billeder fra Jesper - kan ses her...

06 oktober 2008

3, 2, 1... vi kommer op!

I fordums tåger af gamle blogindlæg, skrev jeg i februar et beskedent indlæg om at jeg skulle deltage på et instruktør kursus, således at jeg ved siden af studiet kunne arbejde som Spinning Instruktør. Det endte dog med at med at jeg dengang udskød kurset, fordi der var en eksamen og en Mallorca tur der kom i vejen - C'est la vie!

Men nu har jeg så endelig fået færdiggjort kurset og er klar til at gøre min entre på de svedige instruktør podier i nærmeste fremtid. "Kom så trææææææd I kan sagtens - lømler..."!

03 oktober 2008

Gold Member...

Jeg har alt for længe overvejet at melde mig ind i en landevejsklub. Jeg har endda skrevet om det her på bloggen før uden at komme nærmere et medlemskab af den grund.
Men nu hvor sæsonen er gået på hæld, vinteren på vej og træningslysten til at køre i sub 10-15˚ daler, er det på tide at jeg får taget mig sammen og fundet en landevejsklub, så jeg en gang for alle kan få lært alle de garvede landevejstricks samt hvor og hvordan jeg skal stikke nålen i:-)!



Men det store spørgsmål er nu, hvilken klub jeg skal vælge! For hvilken klub vil mon bedst passe til en træningslysten storby rouleur med pomade hår og lyserød poloshirt?

26 september 2008

Kunstnerisk krise...

Jeg er i krise... i kunstnerisk krise vel at bemærke!

For jeg synes at jeg som en anden dårlig Bogø'sk keramiker er begyndt at gentage mig selv for ofte her på bloggen. Og min kreativitet synes som en trækfugl at have forladt mig, nu da efteråret og off-season har sat ind.

Så imens jeg forsøger at finde sporet igen, må i nøjes med en række stemnings billeder fra fredagens aftentur med solen sænkende sig over det lille æble i nord.









24 september 2008

Hvem er den "rigtige" Kanonkugle?

Der hersker for tiden stor forvirring i cykelverdenen, en dirrende chok tilstand synes at have indtaget branchen!



Så glem alt om Armstrong bizarre Astana comeback, Basso's snarlige genkomst til pelotonen eller Team Saxo Banks luder skift til cykelverdenen svar på Microsoft.
Næhhh... den sag der for tiden synes at tiltrække sig den allerstørste opmærksomhed, handler om hvem der i virkeligheden er den rigtige Kanonkugle?

For minsandten om ikke jeg har fået mig en navnebror i Mark Cavendish ifølge Ekstra Bladet!
Jeg vil dog gå så langt som til at indrømme at Cavendish i bogstavligste forstand er mere Kanonkugle end Kanonkuglen selv, når det kommer til at spytte nogle watt i pedalerne - men en promenade roleurs elegance og sans for palermo lir har den lille britiske sprinter fyr altså ikke!
Men hvad gør det når man kan vinde fire etaper i Tour de France?

21 september 2008

Det er ikke let at være Lirekarl...

I forsøget på at efterligne de rigtige Lirekarle, så også jeg kunne komme til at spille lidt kæk overfor mine cykelbuddies på sporet, resulterede i at jeg for nylig monterede 3 af Lirekarlens obligatoriske gear elementer:

1. Tune ultra lette dunkholdere
2. KMC guldkæde
3. Speedneedle saddel

Og nu er jeg så nået frem til en konklusion.

For det første: hvor lette og lækre Tune's dunkholdere end måtte være, så misser de desværre at opfylde deres tiltænkte formål - nemlig at holde fast på flaskerne! Flaskerne hopper og springer nemlig rundt i holderne og også gerne ud af dem. De er således komplet ubrugelige til andet end lir på landevejen. Så af med dem igen...



For det andet: egentlig har jeg kun gode erfaringer med KMC kæder, men jeg synes bestemt ikke at den 9-speed kæde (i guld vel at bemærke) som jeg har monteret på min mtb, har kørt super smooth (hvilket KMC's 10-speed kæde på min landevejs cykel gør).
Idag kammede det så helt over. Årsagen skulle simpelthen findes i at mange af kæde ledene virker en smule for "tight", og det fremmer ihvertfald ikke et glat gearskifte som det bør køre efter Kanonkuglens hoved. Så den må også af igen...



Og for det tredje: her kommer så dagens gode nyhed. Nemlig at den af Lirekarlens gadgets jeg var mest skeptisk overfor, faktisk har overasket mig meget positivt. For det har vist sig, at en Speedneedle saddel faktisk er et yderst komfortabelt bekendtskab trods den latterlige vægt på kun 97 gram. Så den får lov at blive...



En Lirekarl synes tilsyneladende at skulle gå så grueligt meget igennem - som en anden prins i eventyret om en smuk prinsesse og det halve kongerige - for at finde sig det rigtige udstyr! Booh hooh jeg troede ellers lige, at jeg var blevet forvandlet fra frø til prins...

18 september 2008

Så skal vi til det igen...

Min yderst temperatur sensitive krop har registreret efterårets ankomst og snart er endnu en forbandet vinter på vej - allerede spørger jeg mig selv?



Så vi skal til det igen... at træne i aften skumringen, i dårligt vejr, på oversaltede veje og i plørede skovbunde med lygter og store knopper.
Men der er ikke nogen vej udenom, når man nu ikke tilfældigvis bor på en anden koordinat end 56˚ nord/10˚ øst.

Men jeg er så småt gået i gang med at planlægge næste års sæson og forberede mig belært af dette års erfaringer. Sæsonen 2009 skulle gerne skulle indeholde lidt udenlandsture og løb. Jeg er også rimelig sikker på at jeg ikke prøver mig med endnu en 24 timers fadæse igen - foreløbigt! Men man har jo som bekendt et standpunkt til man tager et nyt?



I efterårets depressions fremkaldende timer, kan vi dog glæde os over lyset fra Cannondale 2009 news, b.la. en endnu lettere Lefty - det er vanvittigt! Se Cannondale 2009 her...