blog top

28 oktober 2008

På forkant...

Efter den gamle Hr. Møllers princip om "rettidig omhu", vil jeg i år forsøge at komme vinteren i møde med et SMIL, i stedet for min sædvanlige surmulen over regn, kulde og mangel på sydens palermo stemning når vinteren endelig bider sig fast i det danske smørhul.



Derfor er min Cannondale Six13, nu endt sine dage som vintercykel - med skærme og hele molevitten! Kønt ser det bestemt ikke ud, men hvis det er hvad der skal til for at få en storby charmeur gennem vinterens mørke aftener og våde veje, so be it!

27 oktober 2008

DONE...

Eksamen DONE mandag formiddag, aaaahhhh! De næste 14 dage skal nydes...

23 oktober 2008

Overspringshandlinger...

Et fænomen der som en mørk skygge følger alt der vedrører eksamensforberedelse er overspringshandlinger - og gerne en masse af dem!



Derfor også dette indlæg... som ikke er andet end ren og skær overspringshandling, da jeg i dag har lidt svært ved at komme til bøgerne. På den måde bilder jeg mig selv (og jer læsere) ind at jeg rent faktisk laver noget nyttigt når jeg skriver på bloggen, når jeg istedet burde sidde med snuden dybt i arbejdsfysiologien!



De sidste 14 dage har for mit vedkommende heller ikke været den træningsfest jeg havde håbet. Men de fleste kender det sikkert. Man kan sidde og lægge sig en stor slagplan og et stort opslået træningsprogram, men livet og hverdagen har det ofte for vane at ville det anderledes og derfor har jeg måtte indrette mig efter det = meget færre træningstimer end planlagt, buuh huuh...!
Idag var dog en lille undtagelse da jeg trængte til at komme et par timer væk fra skrivebordet på en dag med solskin.

Hvad jeg dog kan glæde mig til er to ugers ferie lige om hjørnet... wuhuuu så er der tid og ro til træning og "kvalitetstid" med den lille familie:-)!



Ahhh... det var rart at få skrevet lidt om intet her på bloggen, så er der en overspringshandling mindre for i dag...

21 oktober 2008

Julian's kollaps...

Først nu laaaaaaaang tid efter mtb VM er overstået, har jeg fået set det famøse klip hvor storfavoritten Julian Absalon kollapser totalt på en stigning.
Jeg undrede mig da jeg så løbet i tv, hvad der var gået galt for Absalon, men her er noget af forklaringen - han gik ned og havde åbenbart en rigtig dårlig dag!
Så til glæde for dem af jer der endnu ikke har set klippet - fra YouTube til jer.

19 oktober 2008

Løbsreportage: Alpetramp...

Søndag morgen var det tidligt op og afsted til Fyn hvor efterårs klassikeren Alpetramp fandt sted. Det var samtidig dagen hvor jeg skulle have min dåb ved et landevejsløb, da jeg mest har holdt mig på de knoppede dæk i den sammenhæng:-)!


Claus, Kanonkuglen og Jonas a.k.a Pinarello Prinsen. ...

Jeg var blevet inviteret med til løbet i de Fynske bakker af min ven Claus fra cykelbutikken WeBike og sammen med ham og hans kollega Jonas - på den gyldne Pinarello - fandt vi til Brobyværk hvorfra starten gik kl. 10.

Desværre startede vi allerbagerst i startboksen for 63 km distancen, og jeg frygtede at det ville ende i et stort start kaos og at skulle bruge unødigt store mængder energi for køre sig længere frem i feltet.

Da starten gik var det noget kaotisk, når mange ryttere alle kæmper for at komme frem og finde sig en plads. Men jeg fik overraskende hurtigt kravlet lidt frem i feltet, gennem de små huller der opstod inden for de første 5-6 km. Med udsigt til ca. 20 ryttere foran mig i feltet og et stort felt bagved, fulgte jeg de første 15-20 km egentlig bare med og forsøgte at danne mig et overblik over hvem de andre ryttere i feltet var og hvem det ville være klogt at holde sig til hvis de forsøgte at komme væk. Derefter kom jeg frem og fik lov at trække lidt - det var sjovt:-)!


Fynsk landevej...

Da distancen også var relativt kort på kun 63 km, blev der givet givet godt med gas allerede fra starten. Som mountainbiker er det dog en noget anden oplevelse, da man godt kan "slappe lidt af = få pulsen lidt ned" af og til når man ligger på hjul - det kan man ikke når man kører mountainbike løb, der river det i benene og banker i under brystkassen fra start til slut!

Ganske forudsigeligt forsøgte rigtig mange ryttere at "angribe" eller i hvertfald så komme først over bakkerne de første mange kilometer. Så der var et noget uroligt felt den først halvdel af løbet. Men som løbet skred frem blev flere og flere ryttere hægtet af, især hver gang feltet skulle over en bakke blev der forceret. Fronten blev således mindre og mindre for hver kilometer og hver bakketop.

Lidt over halvejs i løbet er vi kun en lille 8-10 ryttere tilbage forrest i feltet, hvoraf den ene var Mads Bødker fra T-Bikes (den eneste jeg kendte da han er Mtb'er) og på en relativt lang stigning er jeg tæt på blive sat, da jeg fik en smule sidestik. Men jeg holdt min egen rytme uden at gå med de andre og fangede dem igen lige efter toppen.

Derfra kører vi bare til og efter endnu et par kilometer, et par bakker og et sving ud på en større vej er vi kun 3 ryttere tilbage. Mads Bødker spørger om "vi kan finde ud af at arbejde sammen" - og det kunne vi! Vi fanger undervejs et par forankørende ryttere og et par kommer op bagfra (må have været stukket meget tidligt eller fra en anden distance kategori)?
De sidste 15 km. kilometer er vi ca. 6-7 ryttere, hvoraf 2 af dem ikke er meget for at lave noget og hver gang de kommer frem i rækken for at tage en føring bakker de ud og vifter os andre frem - pisse irriterende!
Både jeg selv og et par af de andre ryttere kommenterer det og gestikulerer på ægte Bettini manér, at de skal komme frem og deltage i arbejdet:-)!


Mr. Tommy WeBike himself, Claus og Prinsen...

De sidste par kilometer ind til mål bliver tempoet sat yderligere en tand yderligere op, og et par ryttere forsøger at komme væk fra gruppen et par gange. Efter det sidste sving til venstre går det opad og Mads Bødker og et par andre ryttere angriber og forsøger at komme væk.
Så kæk som jeg er venter jeg længe... og forsøger også mig med en spurt på det allersidste stykke mod mål og kommer utroligt nok i mål som nummer 3 fra vores lille front gruppe.

Efter løbet gik det dog op for mig, at nogen må være kørt fra vores gruppe allerede inden jeg er kommet frem i feltet fra starten og selv kan få overblik over løbet, for jeg er endt på en samlet 13. plads ud af de 649 deltagere på 63 km distancen og ikke som nummer 3. Alligevel overrasker en 13. plads mig fordi jeg aldrig har prøvet at køre landevejsløb før og fordi flere af rytterne i feltet så ganske skrappe ud.

Noget som især var sjovt ved at deltage i landevejs løb er det taktiske spil der kører undervejs og konstant ændrer sig som ryttere falder fra eller kommer til. Resultater fra løbet kan ses hos Ultimate.dk.

Efter løbet ventede jeg på mine kompisser og fik lejlighed til at hilse på Tommy som ejer WeBike og et par andre drenge fra WeBike afdelingerne rundt om i landet. Så alt i alt en rigtig god og sjov dag på de tynde ringe i det Fynske.


McDonalds på hjemvejen efter råd fra kostvejlederen...


Claus rengør sin rullende million ...


Og min hvide Cervélo blev også ren igen...

18 oktober 2008

Klar til "Alperne"...

I morgen søndag er jeg blevet inviteret med til landevejsløbet Alpetramp på Fyn. Så Cervéloen er nypudset og benene ved at være klar til masser af Fynske bakker.

Det eneste lille minus er dog, at jeg som en dårlig Oscar Freire kopi den senere tid har døjet lidt med en lille fedtknude i skridtet (kommer ofte i perioder med meget cykling eller spinning), hvilket ikke er særlig behageligt. Men det kan jeg sagtens overleve, så det er kun vejret eller uheld der kan slå en storby Rouleur ud i det Fynske:-)! Reportage følger...


Nypudset og klar...

14 oktober 2008

Trikot designs...

Som de fleste piger har det med sko har jeg altid haft en fetish med at samle på vel designede cykeltrikoter - jeg tror det stammer fra min design baggund? I dag dumpede så en pakke ind af døren fra klassens slemme dreng - Rock Racing.


Man er ikke i tvivl om at denne pakke "ROCKS"......

Af og til dukker der et trikot design op som enten i sin farve komposition, grafiske detaljer eller anderledes stil bare "ROCKS"!
Og netop Rock Racing - et amerikansk cykelhold som har mange dopingsyndere i stalden - har virkelig brudt alle designgrænser for hvordan en trikot kan se ud.
Jeg er meget imponeret over opfindsomheden og den grafiske stil, som bryder en meget konservativ design kultur blandt mange cykelhold. Jeg ville ønske at det var mig der var designeren bag Rock Racing's design.

Rock Racing gør også noget, som ingen andre cykelhold gør. Nemlig at designe nye trikoter til hvert af de større løb Rock Racing deltager i. Vildt... og noget der virkelig åbner op for hele tiden at skabe noget nyt, være kreativ og at skabe stor opmærksomhed. Men prøv selv at kigge forbi Rock Racing for at se deres mange forskellige trikot designs her...


Rock Racing og Toyota United, et par af mine yndlings trikot designs...

12 oktober 2008

Fra grøn til hvid...

Søndag morgen havde jeg glædet mig til hele ugen! Søndagens cykel-menu var nemlig planlagt til 3-4 timers mtb på ugens sidste solskinsdag - ifølge DR's charmerende meterolog Bettina Bjerring:-)!
Men da den ene time åd den anden lørdag aften, og jeg først kom i seng kl. 03.00 - hvilket jeg må indrømme er uhørt sent for en alkoholfri skoledreng som mig - måtte jeg en smule træt søndag morgen lægge en ny plan.


Kanonkuglen fotograferet i klassisk Henrik Bunde positur...

Min søndag formiddag blev derfor i stedet spenderet med et par timer på landevejen, og som krymmel på en lagkage indgik også en serie klassiske sprint intervaller på den lille bakke ved motorvejsbroen, der forbinder kemikalie øens proletariat med bourgeoisiet på den anden side.

Jeg kan også siden sidste indlæg berette, at jeg ved siden af mit studie har fået job hos FitnessDK som instruktør og allerede har kørt de første par spinning lektioner. Som detalje nørd har jeg også allerede brugt adskillige timer på blot at udvælge den rette "blend" af musik samt at planlægge mine lektioner - så det er ikke for lønnens skyld jeg gør det, men af lyst:-)!


København - nordens lille guldæble...

Og som rosinen i den famøse pølseende så har jeg forbrudt mig mod min hellige Cannondale treenighed, da jeg har skiftet min Liquigas grønne Cannondale Six13 ud (så den er til salg for en god pris), med en brugt rouleur-hvid Cervélo R3. Mere om det i den nærmeste fremtid...


Nu på Cervélo i rouleur-hvid...

09 oktober 2008

Messe tid...

Den seneste tid har budt på masser af nyheder fra alverdens cykel- og gear producenter - klassisk off season læsning.

Når man så sidder trygt og varmt hjemme i lænestolen med computeren i skødet og fristes af alle de nye lækkerier for det kommende år, så hænder det i ny og næ, at man falder over produkter som ligefrem er komiske, totalt overflødige eller direkte grimme!
Så i stedet for at vise alle de ting jeg godt kan li' (hvilket jeg tidligere har gjort), synes jeg det kunne være sjovt at vende bøtten og i stedet se på de ting jeg undrer mig over overhovedet ender på markedet.

Som da jeg faldt over tyske Focus og deres bud på en fully for 2009 -GGGGGSUUUSSS... hvad er der gået igennem hovederne på de designere? Jeg tør godt spå at den ikke vinder nogle priser for æstetisk udførelse. Det eneste mikroskopiske puls er dog at man nemt kan justere dæmperen mens man kører!


Focus' designmareridt...

Og så skal Specialized altså til at oppe sig gevaldigt, når de nu skal til at være cykel sponsor hos Team SaxoBank og Bjarne Riis som godt ved hvad han vil have.

For med Specialized's bud på en enkeltstart cykel, demonstrer Specialized meget tydeligt at de ikke har en pind forståelse af aerodynamik, men snarere blot har designet en "smart udseende" enkeltstartscykel dog uden at skænke drag og frontalareal de store tanker!
Der vel også en god grund at deres sponserede protour teams alle har valgt at køre på omlakerede Walser rammer med Specialized logoer på. Så det bliver spændende at se om ikke de snart kommer med en "ordentlig" TT ramme.


Specialized TT bike

Det samme kan vel næsten siges om denne Fuji TT bike. Den bue på overrøret ser ud til at være en rigtig "vind sluger", og ikke særlig hensigtsmæssig når man skal køre TT. Men mon ikke de fleste firmaer af og til går på funktionelt kompromis, for rent visuelt at skabe sig et produkt der ikke ligner alle andres og som skiller sig ud?


Fuji TT...

Og endnu en Specialized har fanget min opmærksomhed, for denne ramme ligner noget der er inspireret af en 130 kilo kloakarbejder med hængebug og røven hængende ud over buksekanten! Hvad sker der?


Specialized a.k.a. The Hængebug Bike

Orbea har også valgt nogle meget alternative linier på deres Orca rammer. Umiddelbart ser rammens lidt mærkelige/klodsede linier ikke ud til at have en funktionel karakter, men snarere at være et kosmetisk lag. Men når Orbea så at gå planken ud med disse alternative liner, så kunne de i det mindste have lavet en saddelpind som matcher disse liner. For overgang fra stel til saddelpind er sjældent set mere klodset i min optik.


Orbea Orca

Og hvem andre end Colnago (yndlings cykelmageren for senior rytterne som svælger sig i friværdi og strandvejs ture) kan finde på at synes at det er fedt at have en cykel med Ferrari logoer på? Ferrari laver biler og ikke cykler... så er der virkelig nogen der falder for en cykel med Ferrari logoer på? Tilsyneladende...


ColFerrari

Billeder fra Jesper - kan ses her...

06 oktober 2008

3, 2, 1... vi kommer op!

I fordums tåger af gamle blogindlæg, skrev jeg i februar et beskedent indlæg om at jeg skulle deltage på et instruktør kursus, således at jeg ved siden af studiet kunne arbejde som Spinning Instruktør. Det endte dog med at med at jeg dengang udskød kurset, fordi der var en eksamen og en Mallorca tur der kom i vejen - C'est la vie!

Men nu har jeg så endelig fået færdiggjort kurset og er klar til at gøre min entre på de svedige instruktør podier i nærmeste fremtid. "Kom så trææææææd I kan sagtens - lømler..."!

03 oktober 2008

Gold Member...

Jeg har alt for længe overvejet at melde mig ind i en landevejsklub. Jeg har endda skrevet om det her på bloggen før uden at komme nærmere et medlemskab af den grund.
Men nu hvor sæsonen er gået på hæld, vinteren på vej og træningslysten til at køre i sub 10-15˚ daler, er det på tide at jeg får taget mig sammen og fundet en landevejsklub, så jeg en gang for alle kan få lært alle de garvede landevejstricks samt hvor og hvordan jeg skal stikke nålen i:-)!



Men det store spørgsmål er nu, hvilken klub jeg skal vælge! For hvilken klub vil mon bedst passe til en træningslysten storby rouleur med pomade hår og lyserød poloshirt?

26 september 2008

Kunstnerisk krise...

Jeg er i krise... i kunstnerisk krise vel at bemærke!

For jeg synes at jeg som en anden dårlig Bogø'sk keramiker er begyndt at gentage mig selv for ofte her på bloggen. Og min kreativitet synes som en trækfugl at have forladt mig, nu da efteråret og off-season har sat ind.

Så imens jeg forsøger at finde sporet igen, må i nøjes med en række stemnings billeder fra fredagens aftentur med solen sænkende sig over det lille æble i nord.









24 september 2008

Hvem er den "rigtige" Kanonkugle?

Der hersker for tiden stor forvirring i cykelverdenen, en dirrende chok tilstand synes at have indtaget branchen!



Så glem alt om Armstrong bizarre Astana comeback, Basso's snarlige genkomst til pelotonen eller Team Saxo Banks luder skift til cykelverdenen svar på Microsoft.
Næhhh... den sag der for tiden synes at tiltrække sig den allerstørste opmærksomhed, handler om hvem der i virkeligheden er den rigtige Kanonkugle?

For minsandten om ikke jeg har fået mig en navnebror i Mark Cavendish ifølge Ekstra Bladet!
Jeg vil dog gå så langt som til at indrømme at Cavendish i bogstavligste forstand er mere Kanonkugle end Kanonkuglen selv, når det kommer til at spytte nogle watt i pedalerne - men en promenade roleurs elegance og sans for palermo lir har den lille britiske sprinter fyr altså ikke!
Men hvad gør det når man kan vinde fire etaper i Tour de France?

21 september 2008

Det er ikke let at være Lirekarl...

I forsøget på at efterligne de rigtige Lirekarle, så også jeg kunne komme til at spille lidt kæk overfor mine cykelbuddies på sporet, resulterede i at jeg for nylig monterede 3 af Lirekarlens obligatoriske gear elementer:

1. Tune ultra lette dunkholdere
2. KMC guldkæde
3. Speedneedle saddel

Og nu er jeg så nået frem til en konklusion.

For det første: hvor lette og lækre Tune's dunkholdere end måtte være, så misser de desværre at opfylde deres tiltænkte formål - nemlig at holde fast på flaskerne! Flaskerne hopper og springer nemlig rundt i holderne og også gerne ud af dem. De er således komplet ubrugelige til andet end lir på landevejen. Så af med dem igen...



For det andet: egentlig har jeg kun gode erfaringer med KMC kæder, men jeg synes bestemt ikke at den 9-speed kæde (i guld vel at bemærke) som jeg har monteret på min mtb, har kørt super smooth (hvilket KMC's 10-speed kæde på min landevejs cykel gør).
Idag kammede det så helt over. Årsagen skulle simpelthen findes i at mange af kæde ledene virker en smule for "tight", og det fremmer ihvertfald ikke et glat gearskifte som det bør køre efter Kanonkuglens hoved. Så den må også af igen...



Og for det tredje: her kommer så dagens gode nyhed. Nemlig at den af Lirekarlens gadgets jeg var mest skeptisk overfor, faktisk har overasket mig meget positivt. For det har vist sig, at en Speedneedle saddel faktisk er et yderst komfortabelt bekendtskab trods den latterlige vægt på kun 97 gram. Så den får lov at blive...



En Lirekarl synes tilsyneladende at skulle gå så grueligt meget igennem - som en anden prins i eventyret om en smuk prinsesse og det halve kongerige - for at finde sig det rigtige udstyr! Booh hooh jeg troede ellers lige, at jeg var blevet forvandlet fra frø til prins...

18 september 2008

Så skal vi til det igen...

Min yderst temperatur sensitive krop har registreret efterårets ankomst og snart er endnu en forbandet vinter på vej - allerede spørger jeg mig selv?



Så vi skal til det igen... at træne i aften skumringen, i dårligt vejr, på oversaltede veje og i plørede skovbunde med lygter og store knopper.
Men der er ikke nogen vej udenom, når man nu ikke tilfældigvis bor på en anden koordinat end 56˚ nord/10˚ øst.

Men jeg er så småt gået i gang med at planlægge næste års sæson og forberede mig belært af dette års erfaringer. Sæsonen 2009 skulle gerne skulle indeholde lidt udenlandsture og løb. Jeg er også rimelig sikker på at jeg ikke prøver mig med endnu en 24 timers fadæse igen - foreløbigt! Men man har jo som bekendt et standpunkt til man tager et nyt?



I efterårets depressions fremkaldende timer, kan vi dog glæde os over lyset fra Cannondale 2009 news, b.la. en endnu lettere Lefty - det er vanvittigt! Se Cannondale 2009 her...

13 september 2008

Team Ride4Fun...

Min ven og fellow blogger, Martin R., luftede for et stykke tid siden idéen om at lave et motions team for butikken Ride4Fun i Søborg og i den forbindelse spurgte han også om jeg, havde lyst til at deltage i det projekt.

Fordi jeg synes at projektet både lød som en sjov og spændende mulighed og fordi kemien med folkene bag butikken og de andre deltagere var rigtig god, har jeg valgt at takke ja.


Team Ride4Fun trikot med design af Kanonkuglen...

Team Ride4Fun er altså et motionsteam med et bredt spektrum af ryttertyper på forskellige niveauer både mænd som kvinder.
Og fokus på holdet er, udover hver enkelt rytters egne ambitioner og mål, også at være en del af sociale og fællesskabet omkring teamet. Hver enkelt rytter har også stor frihed med hensyn til hvilke løb vi ønsker at deltage i.

Tilgengæld for at køre i Team Ride4Fun trikoten (som undertegnede har fået lov at designe, forståes), så støtter butikken os med alt fra udstyr og tøj til reparationer, løbstilmeldinger og træningsvejledning hos AimHigh, hvis det er noget man ønsker at benytte sig af. Det må det siges at være en rigtig fin aftale.

Der arbejdes for tiden på en blog for Team Ride4Fun, så more to come i den nærmeste fremtid...

10 september 2008

Rapport...

Som nogle måske har bemærket, så er indlægsfrekvensen her på bloggen dalet en smule siden jeg for 2 uger siden blev far og samtidig startede på studiet igen.
Og for tiden føles det også som lidt af en kamp at få hverdagen til at hænge sammen og nå det hele og blot holde et minimum af træning. Forhåbentlig bliver det bedre i den kommende tid når der indfinder sig en vis rutine?


Rapportskrivning...

En god ting ved at være tilbage på studiet igen er dog, at vi nu endelig nået til en rigtig lækkerbisken af et fag... nemlig arbejdsfysiologi.
Arbejdsfysiologi handler kort sagt handler om de fysiologiske forandringer der sker, når kroppen udsættes for fysisk aktivitet og indblik i hvilke faktorer der påvirker præstationsevnen - spændende spændende!
Og for tiden er vi også i gang med rapportskrivning i netop arbejdsfysiologi, hvilket b.la. involverer alt lige fra max test, måling af iltoptagelsen samt en masse beregninger.

Jeg vil dog ikke lægge skjul på at man skal stramme ballerne an, for der skal virkelig arbejdes for sagen hvis man skal nå det hele og forstå så meget af pensum som muligt. Men men... jeg forsøger at nå det hele...


Far og søn på tur...

04 september 2008

97 gram...

Fra det sikre og komfortable saddel valg - Fizik Aliante - er jeg sprunget ud som en slags weightweenie... ihvertfald for en stund!



For jeg er hoppet med på moden, med at køre på en super let spitze klasse carbon saddel. Nu bliver det så spændende at se om mine genitalier kan overleve på en 97 grams Speedneedle saddel? Ellers må den ryge igen...

30 august 2008

Swingerparty...

Hvis I ikke allerede skulle være klar over det, så foregår der i disse dage et stort swingerparty mellem cykel producenter og de store cykel hold.



Således skal Team CSC Saxobank fra 2009 ikke længere køre på rammer fra canadiske Cervélo, men i stedet på Specialized som tilsyneladende har haft de helt store dollar bundter fremme for at blive sponsor for store Fabian, lille Carlitos og resten af holdet.
Nu har jeg aldrig været den store Specialized fan, så i min optik er det et lidt "kedeligt" skift. Og vi kan vel uden tvivl forvente den Specialized´s amerikanske marketing-machine vil køre på højtryk meget snart - boooorrrrring!

Fra 2009 vil Silence-Lotto heller ikke længere være at finde på Ridley rammer, da Ridley har valgt at sponsorere det nye russiske hold Katusha. Team Columbia skifter fra 2009 fra Giant til Scott og Rabobank afslutter mange år samarbejde med Colnago ved at køre på Giant fra 2009. Rygterne lyder også at Team Milram fra 2009 vil være at finde på tyske Focus rammer.

Det bliver spændende at se om der kommer flere overraskelser inden året er omme.

29 august 2008

Jeg skifter og skifter...

Udover bleer synes jeg ikke at jeg bestiller andet end at skifte slid dele - især klinger som jeg tror at jeg skifter ca. 3-4 gange årligt!
Nu indrømmer jeg dog også gerne at være lidt af en perfektionist, som ikke er særlig tolerant overfor mislyde og dårlige gearskift - alt skal bare spille!


Stronglight klinger...

Og midt i alle mine mange skift af diverse slid dele, har jeg gjort mig lidt pudsige erfaringer. Således har jeg erfaret at feinschmecker klinger som TA Spécialités desværre slides alt for hurtigt og ikke skifter særlig godt mellem 32-44t, når man bruger top-pull skifter. TA klinger skifter mærkeligt nok bedre når der benyttes en downpull skifter - hmmm?

Ligeledes har jeg erfaret at ramperne på FSA's Pro klinger, fungerer bedre end på de fleste andre klinger og giver rigtig effektive og hurtige skift mellem 32-44t.

Min erfaring er også at Stronglight producerer de mest holdbare klinger. Om det skyldes at de efter CNC udfræsning behandler deres klinger med hvad de selv kalder en "Ceramic Teflon Coating", skal jeg lade være usagt.

Men lad mig høre lidt om jeres erfaringer med slid dele - hvad holder og hvad gør ikke...


KMC Golddigger - Yes we like...

26 august 2008

Så kom storken endelig forbi...

Efter nogle dages stilhed på bloggen, kan jeg nu annoncere at en arving til tronen er født - Kanonkuglen Junior er endelig landet med storken.

Til de læsere som jævnligt har fulgt med her på bloggen, kommer det vel næppe som nogen overraskelse at jeg før eller siden skulle være far, hvilket jeg blev lørdag eftermiddag. Det var en fantastisk oplevelse endelig at møde den lille mand og at deltage i selve fødslen, hvilket var en meget intens oplevelse for os begge.



Og den gamle søulk her må også indrømme, at selvom jeg troede jeg ville være helt fattet når min lille dreng endelig kom frit frem fra mors sikre hule, så blev den gamle søulk helt blød om det kolde stenhjerte og græd glædestårer som en velhængt gris over en sagte ild.
Efter på første parkét at have været vidne til hvad en kvinde må gennemgå for at føde et barn, må jeg også med stor respekt bøje mig i støvet over sådan en præstation - det er helt vildt og kræver den allerstørste respekt.

Men bare rolig... nu er det ikke fordi min blog fremover skal handle om babyer, jeg synes blot lige at jeg ville introducere efterfølgeren til domænet her og en måske kommende cykel connaisseur.

Kanonkuglen og Junior siger pænt goddag...

21 august 2008

Nye boller på suppen...

Jeg er færdig med 24 timers løb for denne gang! Eller det vil sige at min kæreste synes, at jeg bør prøve noget andet efter to fejlslagne forsøg ved Nordic24 i 2007 og 2008 - og jeg tror hun har så ganske ret.


Transalp 2008

Derfor er planen at søge mod sydligere himmelstrøg hvor der er en større sandsynlighed for sol og højere temperaturer end her i riget, for det har tilsyneladende været den afgørende faktor som tidligere har sat mig ud af spillet.
Ligeledes er jeg ret tændt på at prøve at deltage i et etapeløb, hvor udfordringen ligger i at holde momentum over flere dage i stedet for det jeg tidligere har forberedt mig på, nemlig én lang session som f.eks. 24 timers løb.

Så... de planer jeg nu går og roder med er at deltage i Transalp 2009 med min makker, Claus. Men... det er meget der skal tages stilling til inden vi endeligt beslutter os, hvilket jeg bringer mere om på et senere tidpunkt.


Transalp 2008

16 august 2008

De glemte dyder...

Siden jeg sidste sommer nærmest ved et "uheld" kom til at købe en brugt Cannondale hardtail ramme på Ebay, har jeg ikke spenderet meget tid på min fullsuspension cykel - en Cannondale Rush.

Dette skyldes såmænd to ting. For det første fordi at jeg i en periode havde rippet min fully for dele, så den har for længe stået efterladt alene i hjørnet som den tykke pige ved et afdansningsbal (findes det overhovedet i DK?). Og for det andet, fordi jeg var blevet hardtail-junkie og hooked på det kontante og no-nonsense agtige kick en hardtail ramme giver.


Genforening af mand og maskine...

Men inspireret af en anden bloggers igangværende fully-projekt, Morten Tusindsmil, genopdagede jeg i dag mine tidligere fully-dyder.
For jeg vil gerne indrømme, at jeg egentlig helt havde glemt hvor fantastisk det er at køre på en fullsuspension cykel - hvis den vel at mærke er tilpas let.

Komforten er forbløffende og ikke mindst fornemmelsen af øget traction. Man kan simpelthen træde sig over langt mere end hardtailen vil tillade, og især ved lange distancer som 24 timers løb eller tekniske ruter kommer en fullsuspension virkelig til sin ret.

Så velkommen tilbage gamle dreng og sorry at jeg har forsømt dig så længe...

15 august 2008

Dustcup afd. 6 og lidt løse ender...

Som et andet dopingspøgelse kan blot et par dages stilhed her på min beskedne lille blog hurtigt lede til diverse spekulationer i det ganske blogland om hvad ham, Kanonkuglen, mon nu render og foretager sig, siden han ikke udspyr sin vante galde med sædvanlig frekvens. Dette bemærkede jeg ved et indlæg på mtb.dk tidligere i dag.
Det synes jeg faktisk er lidt af en ære, på den måde at være genstand for den slags spekulationer og opmærksomhed i blogland - en slags bloggernes Ricardo Ricco!

Men for at vende tilbage til hvad indlægget her egentlig skulle handle om, så bliver det medley af et par af den seneste uges begivenheder.

Fødselsdag i det lille hjem
I tirsdags var dagen hvor jeg fyldte 30 år - en "rund" fødselsdag! Nu er jeg efterhånden blevet så gammel at fødselsdage ikke længere er noget, jeg synes er sjovt at fejre, snarere tværtimod. Men "c'est la vie"... så det må jeg bare vænne mig til.
Jeg havde også håbet lidt på at min kæreste ville gå i fødsel netop på faderens egen fødselsdag, så kunne junior og senior fremover fejre fødselsdag sammen i bedste direktions stil - men men, måske foretrækker den lille mand i virkeligheden at få sin helt egen dag, og ikke stå i skyggen af sin far?

Dustcup afd. 6
Onsdag var det atter tid til Dustcup igen efter en lang sommerpause. Faktisk havde jeg glædet mig rigtig meget til at køre igen og var egentlig rigtig tændt på race. Med en højgravid kæreste var jeg dog lidt ukoncentreret og havde hele tiden tankerne omkring hende. Men min mobiltelefonen var i trygge hænder hos en tilskuer (tak Hanne), som stod klar til at stoppe mig, hvis der var nyt fra husets frue og imperiets lille arving.


Foto: Noppenau.biz

Men jeg må simpelthen erkende, at jeg er blevet lidt for fin på den, har fået lidt for fine manerer. For efter min deltagelse i Nordic24 i 2007 har jeg simpelthen fået nok af mudder og vand, så der skal meget lidt til at få mig til at miste gejsten i den slags føre.
Allerede på min opvarmningsrunde dalede min gejst gevaldigt, fordi ruten indeholdt nogle dybe pløre-sektioner og generelt var glat og våd. Ruten passede dog heller ikke så godt til mit temperament, den var simpelthen for flad og tonser-agtig til at passe mig. Så efter knap to runder trak jeg mig ud... ikke mere pløre til mr. "fin på den". Slutplaceringen blev således en fornem 330. plads:-)!

I den kommende weekend er der 12 timers løb i Jylland, og da jeg kender en flok der skal deltage, giber det selvfølgelig også lidt i benene for selv at deltage. Men med en STADIG højgravid kæreste, der kan nedkomme når som helst, er det selvfølgelig en umulighed, så jeg hepper hjemmefra min tørre og behagelige stue og kan følge stillingen løbende via nettet.

Tubulars og punkteringer
Efter en god måned som novice med tubular dæk på landevejscyklen, må jeg erkende, at jeg er blevet stor tilhænger. For tubular dæk ruller simpelthen fantastisk, når man har banket med 9-10 bar i dækket. Også vejgrebet forekommer at være langt bedre i sving, da dækket er mere rundt end et clincher dæk. Der er sikkert mange andre videnskabelige ting at sige om tubulars (søg evt. selv lidt rundt på nettet), men dette er den umiddelbare mærkbare forskel, jeg synes at kunne spore.


Flad tubular på Nordsjællands veje...

Men... (mit evige men) - der er også ulemper ved at køre med tubulars. Som netop i dag på en solbeskinnet fredag morgen, da jeg et ensomt sted i de Nordsjællandske landskab midt under en bakkespurt hører et højt "pssssssssssttt". For hvad gør man så, når man punkterer med et tubular dæk?

Ved de fleste punkteringer med tubular dæk kan man blot bruge en luftpatron, som samtidig fylder latex ind i dækket, Vitoria pitstop, og lapper dækket indefra. I mit tilfælde var hullet på siden af dækket, og det var ca. 4-5 mm langt, så der var intet at gøre og uden en Protour service vogn i miles omkreds, måtte jeg stige slukøret på en taxa hjem.

Så lige så lækkert det er at køre på tubular dæk, lige så besværligt kan det være og ikke mindst er dækkene hammerdyre. Men for en rouleur i hvide sko med feinschmecker manerer og guldbelagte vandhaner på matriklen, spiller prisen vel ingen rolle? Og dog...